08-02-1999

Nørre Djurs HK fik sig én på »opleveren«

Grenaa Blad logo

Skjern HKHåndboldligaens tophold kom, så og sejrede:


Nørre Djurs HK fik sig én på »opleveren«

Den danske Håndboldliga fik et nyt tophold, da Skjern HK i forrige weekend slog sidste års danske mestre fra GOG på hjemmebane. Det skete foran 1800 ellevilde tilskuere i Skjern Hallen. Rammerne var imidlertid noget anderledes, da holdet tirsdag den 2. februar i sidste uge skulle forsøge at kvalificere sig fra 5. runde af DHF's landspokalturnering - omend der også her var tale om en fuldsat hal. Der var tale om Nørre Djurs Hallen i Glesborg, hvor det lokale Serie 1-hold Nørre Djurs HK skulle forsøge at tage kampen op mod Danmarks p.t. stærkeste herrehåndboldhold, der i parantes bemærket trænes af ingen ringere end den tidligere landsholdsspiller og -træner Anders Dahl Nielsen. Med fire landsholdsspillere på Skjern-holdet var der selvsagt tale om lidt af en mundfuld for de lokale helte, og de måtte da også hurtigt erkende, at de ikke kunne følge med i vestjydernes tempo. Skjern vandt således 1. halvleg med cifrene 16-6, og Nørre Djurs HK endte med at tabe kampen med 15-37. Men ingen tvivl om, at holdet fik sig én på »opleveren« denne tirsdag aften i Nørre Djurs Hallen. Af kampprogrammet fremgår det da også, at holdets træner Jon Thomsen forud for kampen forventede en stor håndboldoplevelse, og at holdet ikke måtte glemme, at der altså skulle spilles for at vinde kampen. Muligvis skrevet med et glimt i øjet, for i forlængelse af denne udtalelse, bemærkede Jon Thomsen, at mindre dog også kunne gøre det.

- Desuden har de jo kun fire landsholdsspillere, og hvad gør de, hvis vi mandsopdækker dem?? spørger han frejdigt i programmet.


Nørre Djurs HK stillede op til dysten med følgende hold:

Målmændene Lars Erik Bachmann og Flemming Miller og markspillerne Thomas Møller, Morten Rodkjær, Henrik Greve, Torben Mathiesen, Søren Mellergaard, Morten Skipper, Jan Brian Nielsen, Allan Siig Hansen, Nikolaj Slemming og den spillende træner Jon Thomsen. Endvidere var co-træner Knud Ove Nielsen og holdleder Svend Åge Møller klar med råd og dåd ude fra bænken denne aften.


Nørre Djurs HK kan fejre 25 års jubilæum i år, og klubben var derfor ekstra glad for at kunne byde ét af Danmarks bedste håndboldhold velkommen i den lille intime hal i Glesborg. Billetterne til aftenens kamp var da også fortrinsvis delt ud blandt klubbens 225 medlemmer. Herimellem ungdomsholdene, der lod sig præsentere og fotografere forud for kampen.


Nørre Djurs serie 1
Anders Dahl

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000