08-02-1999 |
|
Politiet efterlyser vidner til groft overfald i Grenaa |
![]() |
Grenaa Politi efterlyser for tiden vidner til et særdeles groft overfald på en sagesløs mandsperson i Østergade i Grenaa natten til lørdag den 30. januar. Manden, der er fra Århus, blev cirka 01.30 overfaldet bagfra af nogle ungersvende ud for diskoteket i gågaden. Via slag fra et instrument eller kraftige benspark, blev den sagesløse mand strakt til jorden med knoglebrud på begge ben. Behandlingen på sygehuset medførte således, at han måtte have begge ben i gips ovenpå overfaldet.
Gerningsmændene skal findes i en gruppe på fire personer, hvoraf den ene formentlig har været en pige. De tre ungersvende, der kan være tale om, var alle tre iklædt sporty og moderigtigt tøj og i alderen 19-22 år, cirka 170-175 cm. høje. De var ekstremt korthårede, og havde umiddelbart inden overfaldet på århusianeren været i klammeri med en 25-30 årig mandsperson ud for Olrik-forretningen. Politiet betragter overfaldet som en særdeles grov handling, der ikke handlede om noget som helst andet end det at smadre en anden person. Ordensmagten vil således særdeles gerne have fat i overfaldsmændene og efterlyser i så henseende vidner til overfaldet, som kan hjælpe dem videre i efterforskningen. Også den mandsperson, som gerningsmændene var i klammeri med inden overfaldet på århusianeren, vil politiet også meget gerne tale med. Telefonnummeret er 86321011.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000