08-02-1999

Kolind Handelsstandsforening har fået sin egen hjemmeside!

Grenaa Blad logo

Som én af de allerførste handelsstandsforeninger på Djursland er Kolind Handelsstandsforening gået på Internettet med sin egen hjemmeside. Et medlemsmøde omkring detailhandelens fremtid på Djursland i almindelighed og i Kolind i særdeleshed, fik blandt andet den udløber, at man ville forsøge at få lavet en hjemmeside på Internettet, hvor alle medlemmer af foreningen skulle være repræsenteret. Og det er nu lykkedes med Ulrik Mogensen fra 2Tal Midtdjurs Radio & TV som tovholder, og med handelsskoleunderviser indenfor Informations-Teknologi Finn Jensen som tekniker på projektet. Ved at søge på adressen »www.kolindhandel.dk« kan man finde frem til foreningens hjemmeside på Internettet, hvor hvert medlems visitkort med firmalogo er lagt ind, samtidig med, at der er et bykort, hvor man kan se de forskellige p-plads-muligheder byen råder over, og hvor man via et tal på den enkelte forretning/firma's lokalitet, kan få nogle få konkrete oplysninger om det pågældende firma med hensyn til åbningstider, sortiment med videre.


Medlemmerne er ikke blevet opkrævet et beløb for at være med på siden. Blot det at være medlem af handelsstandsforeningen har været den eneste betingelse for at kunne deltage i projektet. Henved 60 forretninger/firmaer er således repræsenteret på hjemmesiden, der lægger vægt på at være informativ fremfor grafisk kreativ.


Hjemmesiden kan også være en platform for lokale virksomheder/forretninger, som ønsker at deltage med separate afsnit med egne tilbud.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000