08-02-1999 |
|
Grenaa Kommune vil ikke skære i anlægsbudgettet for 1999 selvom regeringen og KL opfordrer hertil |
![]() |
Regeringen og Kommunernes Landsforening har ved udgangen af 1998 blandt andet drøftet de kommunale budgetter for 1999. I forlængelse af dette møde har KL og regeringen udsendt en skrivelse til kommunerne, hvori disse opfordres til at revurdere anlægsbudgetterne for 1999. Baggrunden er, at anlægsudgifterne for 1999 overstiger henstillingen i aftalen mellem regeringen og KL med 800 millioner kroner - svarende til 10%. Alle kommunalbestyrelser er således blevet opfordret til at gennemgå de oprindelige anlægsbudgetter endnu engang med henblik på, at der i videst muligt omfang sker en udskydelse af planlagte anlægsaktiviteter til år 2000 og efterfølgende år, således at den ønskede reduktion i anlægsbudgetterne opnås. Og henstillingen omfatter både de skattefinansierede og de brugerfinansierede områder, hvilket gør Grenaa Kommune til én af de helt store syndere i dette spil. Her stiger anlægsbudgettet nemlig med 117% fra 98 til 99, men ikke desto mindre har Grenaa Byråd besluttet sig for at meddele regeringen og KL, at det ikke bliver herfra, at man skal regne med den store hjælp. Uopsættelige ting som ombygning af Forbrændingsanlægget samt planlagte kloakrenoveringer hverken kan og vil politikerne udskyde, og på det seneste byrådsmøde på Grenaa Rådhus vedtog man i enstemmighed at meddele, at henstillingen ikke kan imødekommes. Det sker med henvisning til et beskedent skattefinansieret anlægsbudget på 4,6 mio. kroner, der er afsat til køb af statslige bygninger (Grenaa Station og stationspladsen), og som ikke medfører forøgede driftsudgifter.
- Det er det brugerfinansierede område, der gør os til »storsyndere« i denne sag, men det er værd at holde fast i den kendsgerning, at der er tale om uopsættelige anlægsinvesteringer, og i den sidste ende ting, som i sig selv udgør nogle andre myndighedskrav, som vi jo er forpligtet til at respektere. Her tænker jeg specielt på de miljøkrav, som EU-reglerne påtvinger os i relation til udledningen fra Forbrændingsanlægget. Og med hensyn til kloakkerne, så sker renoveringen af disse jo blandt andet for at beskytte grundvandet, hvilket jo også er noget man fra højeste politiske sted prioriterer højt, sagde Venstre viceborgmester Mogens Blach.
Laver for lidt
Formanden for Teknisk Udvalg, socialdemokraten Henning Christensen, fastslog også, at der var tale om et nødvendigt budget, som der ikke kunne pilles en krone ud af.
- Det er jo ikke skattepengene, der skal finansiere denne store del af budgettet, men derimod brugerne af investeringsobjekterne, og kigger vi helt nøgternt på tingene, så må vi sige, at vi hvis vi skal bevæge os i forhold til det vedtagne budget, så må det være til den modsatte side af hvad regeringen og KL opfordrer os til. Vi burde rent faktisk lave mere kloakrenovering end vi gør, sagde han.
Borgmester Gert Schou gjorde for sin del opmærksom på, at hvis man kiggede på driftssiden af budgettet for 1999, ville der kunne udledes en minusrealvækst - altså helt i regeringens ånd.
- Og kigger vi på anlægsudgifterne som helhed, er det værd at påpege, at der er tale om nogle miljø- og energimæssigt rigtige løsninger, som vi kan etablere med god samvittighed. Nu ved vi jo ikke hvad de andre kommuner melder tilbage med. Det kunne jo være, at man samlet set kom op på en 10% reduktion uden vores medvirken, og under alle omstændigheder vil vi sagtens kunne forklare os ud af problematikken med de 10%, sluttede han debatten.
Alle 19 byrådsmedlemmer vedtog derpå, at henstillingen fra KL og regeringen ikke imødekommes for Grenaa Kommunes vedkommende.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000