01-02-1999

Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard »støver af« for Djurslands Teater

Grenaa Blad logo

BilledeEfterårets latterorkan - »Hvem Støver Af?« - med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard i hovedrollerne rejser i januar-februar-marts-april 1999 på en landsdækkende turné. På lørdag den 6. februar er turen kommet til Djurslands Teater/Grenaa Kino.


Oscar (Ulf Pilgaard) er en brovtende, sjusket og fraskilt sportsjournalist. I hans losseplads af en lejlighed afholder han våde pokeraftener med vennerne. Felix (Claus Ryskjær) er en følsom, sygeligt pertentelig nørd, der lider af rengøringsvanvid. Da Felix’ kone smider ham ud, flytter han ind hos Oscar.


Et umage par, der snart driver hinanden til vanvid. Helt galt går det, da de inviterer to unge damer til en middag, der ikke helt udvikler sig efter planen.


Hvem Støver Af? (originaltitel The Odd Couple) af Neil Simon er et vidunderligt og foryngende morsomt lystspil - et fund for to store komikere. Mange vil huske filmatiseringen med Jack Lemmon og Walter Matthau i de to hovedroller.


Der er få lystspilforfattere, der kender familielivet indefra som Neil Simon gør det, men han kan fange et par fraskilte mænd og se deres fælles husholdning som den rene, men aldrig usandsynlige farce. Neil Simon strammer den virkelighed, vi alle kender, op med sit overdådige lune, sin situationsfornemmelse og derfor tegner han virkeligheden sådan, som vi alle sammen helst vil se den - komisk.


Medvirkende: Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard, Bent Warburg, John Martinus, Rasmus Haxen, Karin Rørbech og Ditte Karina Nielsen. Iscenesættelse: Kim Bjarke i samarbejde med Mogens Pedersen. Scenografi: Carsten Kristensen. Oversættelse: Ole Bøje.


Hvem Støver Af? spillede på Privat Teatret i København indtil 19. december 1998.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000