01-02-1999 |
|
Ny indehaver af Havnens Kolonial |
![]() |
Havnens Kolonial på Strandgade i Grenaa, der er blevet drevet af Birgit og Erling Skaanning gennem de seneste 15 år, har fået ny indehaver pr. den 1. februar. Himmerlændingen Jan Bæk har købt købmandsforretningen, der med overtagelse skifter kædetilhørsforhold fra Merko til Super 1.
Forretningen vil fra den 1. marts blive drevet af bestyrerparret Lisbeth Kelø og Michael Jepsen fra Juelsminde, der p.t. begge er ansat hos IdéMøbler. Den 37-årige Jan Bæk agter nemlig at fortsætte med sit job som forretningsfører for en maskinforretning i Himmerland i en 3-års tid endnu, samtidig med, at han løber sine købmandsforretninger godt i gang i samarbejde med samleversken Eva Kelø. Fra den 1. april overtager han således også en DK Benzin-station i Daugbjerg ved Viborg. Det er hans første berøring med branchen, og der er faktisk tale om lidt af en drengedrøm, idet han altid har villet være købmand. I februar måned får han rig lejlighed til at få de første spæde indtryk, idet han selv skal drive forretningen i Grenaa, omend han får uvurderlig hjælp i denne første måned i branchen af den nu tidligere ejer Erling Skaanning. Herefter kommer bestyrer-parret fra Juelsminde og overtager, hvorefter Jan Bæk vil overgå til at holde opsyn med sine foreløbig to forretninger, som han også agter at bruge sine weekends på.
Super 1-kæden har samlet set en årsomsætning på 2,1 milliard kroner fordelt på over 100 butikker over hele landet. Det er dog første gang, at kæden optræder med en forretning i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000