01-02-1999

Unge tyveknægte på spil om natten

Grenaa Blad logo

Der var i sidste uge nogle unge tyveknægte på spil i Grenaa natten til torsdag. Klokken 02.40 gik alarmen ved Baunhøj Kiosken, fordi facaderuden var blevet knust. Et vidne så tre små mennesker - formentlig tre drenge i alderen 14-16 år - stikke af fra stedet efter at have stjålet lidt byttepenge fra kiosken.


To timer senere var den gal igen. Denne gang ved Stjernekiosken på Havnevej i Grenaa. Her blev to mænd i mørkeblåt tøj og med elefanthuer på hovedet set i forbindelse med, at en rude til forretningen blev knust, hvorefter man også herfra forsynede sig med et kontantbeløb plus nogle skrabelodder. Ruden blev knust med en betonflise. Signalementet svarer i øvrigt til de to personer, der blev set i forbindelse med indbruddet i Telebutikkens udstillingsvindue natten forinden. Politiet kæder i øvrigt dette indbrud sammen med fundet af noget tøj i en papircontainer til en ejendom på hjørnet af Lillegade og Schoubygade i Grenaa onsdag eftermiddag i sidste uge. Her har man fundet en mørk, strikket hue med udklippede huller til øjnene, en grå-blå stofhandske og et fleece-pandebånd i to meget skrappe farver - rød udvendigt og gul indvendigt.


Politiet i Grenaa ville være taknemmelig for oplysninger, der kan lede dem på sporet af disse beklædningsgenstandes oprindelige ejermænd.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000