25-01-1999

Vidner til hasarderet kørsel af Audi ved Kanalvej efterlyses!

Grenaa Blad logo

Grenaa Politi efterlyser vidner til en hvid Audi 80's hasarderede kørsel på Kanalvej mellem Ginnerup og Grenaa mandag eftermiddag i sidste uge. I tidsrummet mellem kl. 15.15 og 15.30 kom Audien kørende med høj hastighed med retning mod Grenaa, hvorunder den foretog flere hasarderede overhalinger af medbilister - herunder overhalinger hen over dobbelte spærrelinier. Flere modkørende bilister måtte for at undgå sammenstød, undvige ved at svinge ud i rabatten. Den hvide Audi blev lidt senere på dagen observeret på Århusvej i Grenaa, hvor den »brillerede« ved at køre hen over jernbaneoverskæringen, selv om bommene mere eller mindre var nede. De to bogstaver i registreringsnummeret menes at være TD. Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, der kan hjælpe dem med at finde frem til den bilist, der stod bag den noget uheldige kørsel.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000