25-01-1999 |
|
Håndboldbrag i Nr. Djurs Hallen den 2. februar! |
![]() |
I sidste uges udgave af Grenaa Bladet omtaltes et kommende håndboldbrag i Nørre Djurs Hallen i Glesborg mellem de lokale helte fra Nørre Djurs HK fra Serie 1 mod Håndboldligaens tophold Skjern HK i DHF's landspokalturnering. Datoen for kampen var i første omgang fastsat til at være lørdag den 6. februar, men den er blevet flyttet frem til tirsdag den 2. februar, fordi Skjerns træner Anders Dahl Nielsen skal være medkommentator ved en TV-transmitteret håndboldkamp på DR-TV denne lørdag eftermiddag. Skjern kommer i stærkeste opstilling, og ville ikke stille op uden holdets træner ved sidelinien, så der er noget der tyder på, at de tager kampen alvorligt, selv om springet fra Serie 1 til den bedste række er temmelig stort. Per Pedersen fra Nørre Djurs HK fortæller, at man agter at lukke cirka 350 mennesker ind til kampen, og at man i første række vil dele billetter ud til egne medlemmer. Sandsynligheden for, at der vil være overskydende billetter til håndboldinteresserede fra andre byer på Djursland, er derfor meget lille.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000