25-01-1999 |
|
JKJ »smedesyr« nu alle opgaver fra lokaler i Grenaa Nordhavn! |
![]() |
Fredag den 22. januar kunne Grenaa-virksomheden JKJ Montage og JKJ Rørteknik markere sin flytning til to nye haller plus administrationslokaler på Neptunvej 6 på Grenaa Nordhavns friarealer. Det skete med en reception for kunder og leverandører i de nye lokaliteter. JKJ er flyttet til havnen fra henholdsvis Rugvænget og Grenaa Erhvervspark, og nybyggeriet består af to haller på henved 1.000 m2 hver plus 200 m2 fælles administrationslokaler. Om baggrunden for flytningen til havnen, har direktør Kaj Ove Jensen overfor havnens eget blad »Havne-Nyt« oplyst, at virksomheden har besluttet sig for at etablere sig på havnen, fordi det set med hans øjne er her den fremtidige erhvervsudvikling i Grenaa vil ske. Beslutningen skal da også ses i lyset af, at firmaet i forvejen udfører mange havnerelaterede opgaver. Der repareres skibscontainere, laves direkte skibsreparationer og fremstilles rørkonstruktioner til skibe. JKJ er også leveringsdygtige i færdigmonterede køleunits til skibe, mejerier eller slagterier.
- Vi smedesyr alle former for opgaver, udtaler Kaj Ove Jensen til »Havne-Nyt«.
JKJ beskæftiger cirka 60 mennesker i de nye bygninger på Grenaa Nordhavn. Udover Kaj Ove Jensen finder man også John Rasmussen og Jan Nielsen i spidsen for JKJ.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000