25-01-1999

Vestre Skoles nye tilbygning er klar til at blive taget i brug

Grenaa Blad logo

Vestre skoleGrenaa Vestre Skole kunne for næsten præcist et år siden tage de første spadestik til 1. etape af en større udbygningsplan for byens største og ældste skole. Den nye tilbygning står nu klar til brug og vil blive indviet officielt på fredag den 29. januar.

Denne første etape af udbygningsplanen har et budget på 14,5 millioner kroner, og det er Grenaa Kommune, der betaler gildet som bygherre på tilbygningen, der er placeret på et tidligere legepladsareal med Ældrecentret Posthavens ældreboliger som nærmeste nabo. Der er tale om et 1400 m2 stort nybyggeri i to etager - plus en ombygget skolefritidsordning på 450 m2.

De første tanker omkring en udvidelse af skolen blev fostret helt tilbage i 1994, så 1. etape af skolens store udbygningsplan må siges at have været længe undervejs. I 1994 blev skolens pladsmangel over de næstfølgende år, og måske ikke i alle henseender tidssvarende indretning, udstillet overfor politikerne i det daværende Grenaa Byråd, og resultatet heraf glæder man sig meget til at kunne indvie på fredag - ikke mindst set i relation til den nye folkeskolelov. De nye og større lokaler skal sikre, at denne lov kan opfyldes på Vestre Skole også.

- Vi glæder os meget til de nye faciliteter, som giver os længe tiltrængte ekstra lokaler og i det hele taget plads til udfoldelse og aktivitet. Efter indvielsesdagen den 29. januar rykker 1.- 2.- og 3. klasserne ind i disse nye lokaler. De øvrige klasser bliver i de gamle lokaler, men der vil også her blive rum, som udnyttes til holdundervisning med videre, skriver skoleinspektør Finn Mikkelsen i skolens blad » Kontakten«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000