25-01-1999

Lions Club Grenaa's 1998-julemærke gav et rekordstort salg!

Grenaa Blad logo

Tirsdag den 3. november 1998 blev det 23. Lions Club Grenaa-julemærke præsenteret på borgmester-kontoret på Grenaa Rådhus. Den lokale kunstner Tove Petersen debuterede dermed som Grenaa-julemærkekunstner, og hun havde på lidt utraditionel vis valgt nogle nyere bygninger som motiv for dette års Lions-julemærke - nemlig et sneklædt landskab omkring Dronningens Ferieby ved Grenaa Strand. Ingen af parterne har grund til at fortryde samarbejdet, idet salget af 1998-julemærket har vist sig at være det mest succesfulde nogensinde rent økonomisk. Overskuddet fra julemærkesalget er netop blevet offentliggjort, og Rudi Gitz-Johansen fra Lions Club Grenaa's julemærkeudvalg kan fortælle, at salget - og dermed overskuddet - blev rekordstort. 31.400 kroner blev der til overs til Clubbens humanitære arbejde, og så stort et overskud har man aldrig været oppe på i julemærkets efterhånden 23-årige historie. I de senere år har overskuddet typisk ligget i nabolaget af de 25-26.000 kroner, så Lions er selvsagt meget tilfredse med udbyttet af sidste års anstrengelser.

- Vi vil gerne rette en stor tak til alle, som har købt mærket. Vi er meget imponerede og taknemmelige over den lokale opbakning som vores julemærke nyder, siger Rudi Gitz-Johansen til Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000