25-01-1999 |
|
Handelscenter Grenaa præsenterede sin nye handelschef og sit nye logo! |
![]() |
Bestyrelsen i det nydannede Handelscenter Grenaa - der er tale om fusionen mellem Grenaa Handelsstandsforening og Grenaa Cityforening - kunne på et pressemøde mandag i sidste uge præsentere den person, der skal være byens første professionelle handelschef, samtidig med, at den kunne fremvise den nydannede foreningens nye logo. Det foregik dels i Den Danske Banks lokaler i Storegade, hvor bestyrelsesmedlemmet Tage Malling har sin daglige gang som direktør, og dels i Det Gamle Rådhus på Torvet, hvor handelschefen får sit kontor. Ifølge formanden Holger Brodersen bliver kontoret, der for tiden bliver sat i stand med velvillig økonomisk assistance fra Grenaa Kommunes side, ikke udstyret med en kontorstol, da det ikke er meningen, at den nye handelschef - den 44-årige annoncekonsulent Preben Andersen fra Nyborg på Fyn - skal opholde sig ret mange timer på kontoret. Der skal slides brosten, gæstes medlemmer, samarbejdspartnere med mere og udt
ænkes gode kampagner og andre handelsfremmende idéer/arrangementer i bestræbelserne på at skabe et endnu frodigere handelsliv i Grenaa end det allerede er tilfældet i øjeblikket, hvor byen i henhold til en detailhandelsundersøgelse er den næstbedste i amtet til at tiltrække købedygtige indpendlere fra andre kommuner.
- Det har været en lang proces at få denne nye struktur stablet på benene, men gode ting tager typisk lang tid. Vi har nu fået en foregangsmand, en idémand og en praktisk gris i én og samme person, som kan udtænke ting som ferieaktiviteter for børn, udsalgsaktiviteter, kampagner med mere, og som dermed frigør en masse kræfter i bestyrelsen til at tænke visioner og nye idéer, til at samle og koordinere markedsføringen af byens handelsliv, sagde Holger Brodersen indledningsvis.
Gammelt logo relanceres med et nyt design
Det nye logo, der er blevet til i et samarbejde med Johnsen Offset, skal symbolisere den nye måde, som tingene skal køre på, forklarede han videre.
Oprindeligt havde bestyrelsen håbet at kunne få lov til at bruge Arnoldi-skuplturen, der står ved Randerslandevejen, i sit nye logo, men den gik ikke. I stedet måtte man tænke i nye, gamle baner, idet Cityforeningens gamle brostens-logo er blevet relanceret i et nyt design, der skal symbolisere Grenaa Centrum's status som by- og handelscenter på Djursland. De forskellige blå og grønne farver skal markere forskelligheden i medlemsskaren, samtidig med, at de skal være med til at signalere grønt miljø og trivsel i henhold til byens naturværdier.
Fynsk idémand gennem 19 år
Preben Andersen føler sig godt klædt på til at varetage opgaven som Grenaa's første handelschef. Han har mange års erfaring fra sit arbejde i handelsstanden i Nyborg - blandt andet som medlem af bestyrelsen i Nyborg Handelsstandsforening - herunder posten som formand for aktivitetsudvalget i foreningen. Han har således hele tiden arbejdet med at udvikle nye ting indenfor handelsstanden fra sin position som annoncekonsulent på et lokalt distriktsblad gennem 19 år. Blandt andet er det ham, der har idéudviklet og indført Open By Night-begrebet i Danmark. I første omgang vil han dog koncentrere sig om at præsentere sig selv overfor medlemmer for på den led at få baglandet i orden og på plads fra starten af, samtidig med, at han får et overblik over butikssammensætningen i byen. Samarbejdet med de lokale aviser skal også hurtigt lægges i faste rammer, vurderer den nye handelschef, der tiltræder i sit nye job den 2. februar.
På pressemødet i sidste uge udtalte han, at han så en stor udfordring i at få ført Handelscenter Grenaa's visioner og idéer ud i livet, og at det var denne udfordring, der i sin tid fik ham til at søge jobbet.
- Vi skal ruste os til den fremtid, der uvægerligt kommer for derved at sikre os vores andel af kagen. Vi skal kunne tiltrække nye butikker og kvalificeret arbejdskraft, og det kan vi blandt andet gøre ved at signalere, at vi har et attraktivt handelsliv med unikke shoppingmuligheder ved siden af de andre værdier, vi råder over - naturen eksempelvis, sagde Holger Brodersen blandet andet.
Handelschefer - et nyt begreb
Alle større byer i Danmark har en handelschef, og begrebet er nu også ved at vinde frem hos de mindre handelsbyer, og Grenaa er således med blandt spydspidserne indenfor denne kategori af handelsbyer. Preben Andersen er samtidig født medlem af den jyske ERFA-gruppe af handelschefer, som handelschefen i Hammel, Finn Hagedorn, har oprettet, og hvor de kan drage nytte af hinandens erfaringer i jobbet, der jo er et relativt nyt begreb.
- Men der er tale om starten på en udvikling, der ikke kan stoppes. Fælles handelsfremmende tiltag kan ikke længere baseres udelukkende på frivilligt initiativ. Butiksindehaverne får mindre og mindre tid at give af til den slags ting. I perioder vil nogle ildsjæle kunne holde dampen oppe, som vi jo har set det på flotteste vis her i Grenaa, men i længden går det ikke, fordi disse ildsjæle på et tidspunkt løber tør for brændstof, da deres egen forretning jo til enhver tid må og skal være deres førsteprioritet. Derfor må byer af vores størrelse og opefter bruge penge på at få ansat en mand, der har det som sit arbejde at udvikle og skabe aktiviteter, lave medlemspleje og så videre. Det er den eneste måde at skabe kontinuitet i tingene på, og vi er i bestyrelsen da ikke blege for at rose os selv for, at vi har set lyset før så mange andre byer af voers størrelse, sagde Holger Brodersen, der også nåede at gøre opmærksom på, at der også skulle fokuseres på andre dele af Grenaa's handelsliv end lige centrum. Her tænkte han blandt andet på Havnebyen og Trekanten.
- Det her handler nemlig også om at samle havn og by ved at lave fællesaktiviteter, så hele byens handelsliv bliver eksponeret, sagde han videre.
Den nye handelschef vil også kontakte de lokale idrætsforeninger med videre, med henblik på at få udviklet et samarbejde omkring kommende arrangementer i Handelscenter Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000