25-01-1999 |
|
Djurslands Museum spørger: Hvem vil være med til at lave et 1800-tals marked den 4. juni? |
![]() |
Fredag den 4. juni bliver gårdspladsen ved Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum omdannet til en markedsplads, som man kunne have oplevet en sådan i det forrige århundrede. Der skal således fremstilles og sælges håndværks- og husflidsprodukter og sælges mad og drikke af samme art, som var til købs i 1800-tallets Danmark. Endvidere vil der være teaterunderholdning, levende musik og folkedans for at skabe ekstra folklore omkring dette sommermarked i museumsgården i Grenaa.
Muséet vil gerne i kontakt med mennesker, der kunne tænke sig at være med i et sådant markedsprojekt. Enten ved at demonstrere gammelt håndværk/husflid, ved at sælge varer, spille musik eller synge viser.
- For at undgå et arrangement, der drukner i dansk sommerregn - sporene fra sommeren 1998 skræmmer jo lidt - opstiller vi boder og telte i gården, siger museumschef Brita Mosdal, der endvidere gør opmærksom på, at »stadepladserne« er gratis.
Hun kan endvidere fortælle, at sommermarkedet den 4. juni skal ses som muséets bidrag til Handelscenter Grenaa's opfølgning på sidste års succes med »Grenaa By Night«, hvor butikkerne en enkelt sommerdag holdt åbent til langt ud på aftenen, samtidig med, at gaderne og Torvet var fyldt med alskens underholdning og diverse boder til glæde for store såvel som for små. Der var tale om sommerens helt store publikumstræffer i Grenaa Centrum.
- Den aften holdt vi blot Åbent Mueseum med gratis entré, og fik på den led over 300 mennesker ind af døren. Nu udvider vi vores bidrag til dette Open By Night-arrangement ved også selv at skabe noget fest og folklore med et historisk perspektiveret sommermarked, og jeg håber, at der er mange, der vil hjælpe os med at lave det så flot og interessant som muligt, siger museumschefen til Grenaa Bladet.
Interesserede bedes henvende sig til muséet inden den 8. februar af hensyn til den videre planlægning.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000