18-01-1999 |
|
Hele Sognets Dag i Grenaa med Britta Schall Holberg! |
![]() |
Lørdag den 6. februar inviterer Grenaa Menighedsråd igen i år til en hel dags fællesskab for hele sognet. Der skal i den forbindelse lyttes til et foredrag, diskuteres og hygges sammen med godsejer og politisk redaktør på Fyns Stiftstidende Britta Schall Holberg, der nok er mest kendt som minister i diverse Schlüter-regeringer i 80'erne for partiet Venstre.
Dagen begynder i Grenaa Kirke med en kort andagt, og derefter foregår resten af arrangementerne i Dronningens Ferieby. Andagt og morgensang i kirken forestås af sognepræst Arne Jakobsen, hvorefter der bydes på kaffe og rundstykker i Dronningens Ferieby. Her byder sognepræst i Grenaa, Lene Højholt, »sognebørnene« velkommen. Derpå lægger Britta Schall Holberg op til diskussion og debat med foredraget »Folkekirken, trænger den til fornyelse?«. Hendes baggrund for at lægge op til denne debat er blandt andet 8 år på posten som formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Britta Schall Holberg vil tage udgangspunkt i sin opfattelse af, at det kristne budskab i dag er så aktuelt som nogensinde. Hun er en meget benyttet og anerkendt foredragsholder i forbindelse med kirkelige anliggender. Efter frokosten giver hun et kort oplæg til samtale og diskussion, og menighedsrådet håber på en livlig debat, der kan inspirere sognet til videre udvikling og fremdrift. Det hele sluttes af med eftermiddagskaffe og derefter fælles sang fra Højskolesangbogen ved kirkens organist Peter Arendt.
Arrangementet sker i samarbejde med Folkeuniversitetet. Fra kirken - og sidst på dagen tilbage til byen - vil der blive arrangeret kørsel for dem, der måtte ønske det. I pauserne i Dronningens Ferieby vil der endvidere være mulighed for en lille gåtur i de smukke omgivelser ved Dronningens Ferieby/Grenaa Strand.
Tilmelding til »Hele Sognets Dag« skal ske via henvendelse til Grenaa Kirkekontor i Storegade senest mandag den 25. januar, men meget gerne tidligere end som så af hensyn til planlægningen, lyder opfordringen fra menighedsrådet. Betalingen opkræves ved tilmeldingen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000