18-01-1999

Åbent bageri på søndag hos Byens Konditori i Grenaa!

Grenaa Blad logo

Fremstød for at lokke voksenlærlinge til bagerfaget:


Åbent bageri på søndag hos Byens Konditori i Grenaa!

Bagerne mangler lærlinge. Lærerpladserne står tomme på grund af de små ungdomsårgange, som altid rammer bagerfaget hårdt, fordi en bagers arbejdsdag jo typisk starter om natten. Det er nok de færreste unge mennesker, der bærer rundt på en drøm om at få et arbejde, hvor ens arbejdsdag begynder klokken 02.00! De efterstræbte unge, der er, søger over i andre fagområder, hvor arbejdstiderne som udgangspunkt er lidt mere »humane«, men bager- og konditormestrene i Østjylland har ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen af den grund. I et forsøg på at tiltrække en anden type lærlinge til faget, iværksætter man nu en kampagne, der skal få nogle flere voksenlærlinge til at melde sig på banen, når nu de unge svigter. Det sker under mottoet: »Bliv voksenlærling i bagerfaget - Så er der fast arbejde - og klejner i lønningsposen!«. Det sker blandt andet med en række Åbent Bageri-arrangementer i Østjylland - nærmere betegnet 10 forskellige steder - og i Grenaa foregår det hos bager- og konditormester Carsten Kristensen i Byens Konditori på søndag den 24. januar.

- Jeg står ikke selv og mangler en lærling lige her og nu, men jeg vil meget gerne bakke op omkring kampagnen, da der er tale om et generelt problem for faget, som også kan komme til at ramme os. Det er vigtigt at få tilført nyt blod til faget hele tiden, og når de unge svigter os, så må vi appellere til nogle andre grupper - i dette tilfælde voksne med lyst og mod til at få en uddannelse af høj, faglig kvalitet. Så har man som voksen lyst til at prøve kræfter med et fag i udvikling og med masser af nytænkning omkring produkter, sund mad og økologi, så var det måske en idé at kigge forbi her hos os på søndag eftermiddag. Her vil jeg og et par svende demonstrere nogle af de ting vi laver til daglig, samtidig med, at vi vil levere reel information om, hvad uddannelse indebærer og hvilke muligheder man har for videreuddannelse, når man er udlært. Der er faktisk gode muligheder for specialisering - eksempelvis som konditor eller levnedsmiddeltekniker med videre, siger Carsten Kristensen.

Det med arbejdstiderne forstår han ikke rigtig skulle være et problem.

- Der er da mange fabriksarbejdere, der som skifteholdsarbejdere også arbejder på de mærkeligste tidspunkter, og når man først er kommet ind i rytmen med at dele sin søvn i to portioner, så er der faktisk rigtig mange, der ikke kunne tænke sig noget andet arbejde. Sådan har flere af mine svende det. Jeg synes man skulle give faget en reel chance i stedet for som udgangspunkt at afvise det på baggrund af nogle fordomme, siger han.


Infomøde på Teknisk Skole i Århus

Det er bagermestrenes kredsbestyrelse i Østjylland - Kreds 5 - der er gået ind i kampagne-projektet, og det følges op med et informationsmøde tirsdag den 26. januar på Århus Tekniske Skole, hvor man kan møde repræsentanter fra bagerfaget, AF og ÅTS, som kan fortæller mere om mulighederne for at blive voksenlærling i bagerfaget. Specielt i Århus-området er der stor mangel på lærlinge, så der skulle være gode chancer for alle, der har mod på at give faget en chance.

- Min kollega Jørgen Pedersen i Hinnerup har ansat to voksenlærlinge af udenlandsk herkomst, og de eneste problemer, der har været på den led, har været af sproglig karakter. Der er virkelig tale om stabile folk, der ikke er bange for at bestille noget, siger Carsten Kristensen.

Måske en niche for integrationsarbejdet blandt udlændinge, der bor her i Danmark.

Carsten Kristensen understreger, at alle interesserede er velkomne på dagen. Det er første gang bagerne i Østjylland forsøger sig med en sådan kampagne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000