11-01-1999 |
|
Dramatik i Kattegatcentret! |
![]() |
I sidste uge startede Kattegatcentret i Grenaa en større ombygning af centrets område med de store tropiske hajer. Den store hajtank skal nemlig udvides med et koralrev med småfisk på lavt vand, samtidig med, at de store hajers område også bliver frisket op, så de kommer til at svømme rundt i nogle mere naturlige/tropiske omgivelser. Den første del af projektet indebar blandt andet flytning af hajerne fra den store hajtank og ned i et midlertidigt bassin foran denne, idet tanken fuldstændig skulle tømmes for vand før renoveringsarbejdet kunne igangsættes. Èn af de to store sandtigerhajer, der er henved tre meter lange og vejer små 150 kilo, var ikke helt med på denne del af projektet tirsdag i sidste uge, da der var »Store Hajflyttedag« i Kattegatcentret i Grenaa - under stor mediebevågenhed skal dertil siges. Efter at være blevet indfanget med et bundgarnsnet lod den sig kun vanskeligt lirke op på en båre, og helt galt gik det, idet den flåede bårens tobisgarn i stykker med sine sylespidse tænder.Udstillingslederen Bo Skaarup måtte her tage en hurtig beslutning og beordre mandskabet til at hælde hajen tilbage i tanken, inden den faldt igennem hullet i tobisgarnet og ned på gulvet. Det var faktisk kun hajens øverste tandsæt, der holdt den fast på båren, efter der var gået hul i garnet. Ovenpå denne oplevelse valgte man at lade sandtigehajerne blive hvor de var, indtil en ny plan for deres transport fra hajtanken og ned til det midlertidige bassin, var blevet strikket sammen. De noget mindre revlehajer lod sig dog indfange og transportere uden de store problemer. Dagen efter - om onsdagen - lykkedes det at få flyttet de to store hajer ned i det midlertidige bassin, men igen skete det ikke uden sværdslag fra den sandtigerhaj, der havde forvoldt den store dramatik dagen før. I teorien skulle hajerne blive rolige, idet de kommer væk fra deres rette element, men denne sandtigerhaj havde glemt at læse på den teori for god hajopførsel. Flyttet blev den dog sammen med den anden sandtigerhaj, revlehajerne, nursehajerne og rokkerne - pænt fordelt mellem det nyopførte midlertidige bassin, og ét Kattegatcentret rådede over i forvejen. Her skal de svømme rundt under noget mindre forhold end de er vant til i de 3 måneder ombygningsfasen er fastsat til at skulle vare. Der er tale om en investering på ialt 3,5 millioner kroner.Projektet omfatter også isætning af nye akrylruder i hajtanken, som derved skifter havvandskulør fra grønt til blåt.
Under hele ombygningsfasen vil publikum kunne følge processen. Ligeledes vil man kunne følge med i hajernes dagligdag, idet de jo befinder sig i det midlertidige bassin i forhallen foran den gamle hajtank, der har været de store hajers hjem siden de ankom til centret forud for åbningen i 1993.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000