11-01-1999

Kulturhuset Pavillonen ser frem til den bygningsmæssige helhedsløsning der inddrager Grenaa Amatørteater i huset!

Grenaa Blad logo

BilledeStor million-investering på vej til Grenaa's kulturhus:


Kulturhuset Pavillonen ser frem til den bygningsmæssige helhedsløsning der inddrager Grenaa Amatørteater i huset!

Kulturhuset Pavillonen havde en plan. Nu ligger den i skraldespanden. Til den næste ombygningsfase af kulturhuset her i 1999, var husets ledelse blevet stillet 2 millioner kroner i udsigt af Grenaa Byråd, men med samme byråds beslutning om at skabe en helhedsløsning for kulturhuset, der inddrager Grenaa Amatørteater i huset fra og med sommeren år 2000 ovenpå den tvungne flytning fra det nuværende spillested Remisen, har ledelsen kunnet fjerne de hidtidige ombygningsplaner fra tegnebordet, krølle dem sammen og smide dem i skraldespanden. Men det er man i kulturhuset sådan set ikke specielt bedrøvede over, for perspektiverne tegner sig i stedet lovende på den led, at der indenfor de næste 1-2 år kommer nogle nye rammer i kulturhuset, der skal gøre hele huset smukkere og mere arkitektonisk og funktionelt sammenhængende samtidig med, at der kommer endnu flere mennesker og endnu flere kulturaktiviteter ind i huset, udtaler kulturhusets leder Hardy Andersen.

- Vi har store forventninger til placeringen af Grenaa Amatørteater (GAT) her i huset, og jeg forventer et samarbejde med amatørteatret, som begge parter kan få stor glæde af. Ikke mindst med henblik på at udvikle nye ting indenfor teatergenren i byen, idet jeg ser alle muligheder for at opdyrke et endnu frodigere teatermiljø i Grenaa omkring denne nye scene, hvor der satses på eksempelvis børne- og familieforestillinger. Både via det lokale teatermiljø såvel som gæstende teatergrupper. Det er for det samlede kulturliv i byen en god beslutning der er truffet, og jeg håber, at helhedsløsningen kommer til at indebære, at amatørteatret får til huse i den nuværende hal i én eller anden form. Jeg kan ikke li' tanken om, at der laves en tilbygning med egen indgang til amatørteatret. Det handler om at få tingene til at fungere i en helhed, og det kan efter mine begreber kun lade sig gøre, hvis hele huset hænger sammen, siger Hardy Andersen.


1/3 af hallen til amatørteatret

Hardy Andersen vurderer, at amatørteatret kan indpasses i huset ved at udnytte en 1/3 af hallen. Vestre Skoles idrætsundervisning, der til dels gør brug af hallen, skal også indpasses i helhedsløsningen, men ikke nødvendigvis i hallen.

- Det er ikke sikkert, at det kan blive her i huset, idet amatørteatret rykker ind. Det vil tiden vise, siger kulturhuslederen.

De to millioner kroner var oprindeligt afsat til en ombygning af foyeren i Grenaa-Hallen, hvor der var påtænkt etablering af sang- og musiklokaler til korene med videre, samt etablering af EDB-lokaler, videoværksted plus depotrum i de gamle cafeteria-lokaler ned mod åen. Som nævnt er disse planer blevet krøllet sammen til fordel for en helt anden ombygningsløsning. I det politiske system er der blevet nævnt et beløb på 3 millioner kroner til at lave en helhedsløsning, der inddrager GAT i huset. Står det til troende, så kommer Kulturhuset Pavillonen til at råde over 5 mio. kroner til ombygningen, idet de to mio. kr. der er afsat i 1999 tages med i puljen. Og det kan ifølge Hardy Andersen blive til endnu flere penge, idet Lokale og Anlægsfonden i København går ind i et større ombygningsprojekt af KP.

- Vi er på den led på forkant med en konkurrence de netop har udskrevet omkring det at gøre en idrætshal til et kulturprojekt. Den konsulent, der har besøgt os, kaldte vores idéer for et pilotprojekt med god mulighed for at opnå støtte fra fonden. Men der skal være tale om et totalprojekt, der samler de forskellige bygningsdele til en arkitektonisk og funktionel helhed. Både hallen og Pavillonsalen skal således med i projektet på én og samme tid før de vil støtte det, ligesom de også gerne ser musikcontainer-folket indpasset i huset i én eller anden form. Nu må vi se, om det projekt vi får strikket sammen, vil kunne bære et kritisk blik fra fondens bestyrelse, siger Hardy Andersen.

En helhedsløsning skal være politisk vedtaget senest den 18. maj 1999, hvorefter de praktiske foranstaltninger ved ombygningen skal iværksættes. Med eller uden kroner fra Lokale- og Anlægsfonden.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000