11-01-1999 |
|
Efteråret 1998 - et halvår med drøn på i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa |
![]() |
Kulturhuset Pavillonens medarbejdere var ekstremt glade for juleferien. Her havde de nemlig lejlighed til at puste ud ovenpå et efterårsprogram, der bød på mange, mange arbejdstimer - specielt for den faste stab af medarbejdere med kulturhusleder Hardy Andersen i spidsen.
- Der har virkeligt været drøn på. Den sidste måned i 1998 var på det nærmeste kaotisk. I løbet af de tre uger op til jul havde vi mellem 3000 og 4000 mennesker gennem huset. Og hvad det indebærer af lokaleforberedelse, afrydning, oprydning og servicering - det er ikke småting. Noget der også har smittet af på vores køkken, der virkelig har haft noget at se til, hvilket på den anden led glædeligvis får en afsmittende effekt på vores regnskab til den postive side, siger Hardy Andersen.
- Vi prøver på at være byens forsamlingshus og kulturhus på én og samme tid, og vi synes faktisk det lykkes ganske godt for os i efteråret 1998. Udsolgt var der således til en række af kulturarrangementerne dette efterår. Blandt andet den ungarske aften, til Povl Dissing og Niels Hausgaard, mens det kneb lidt mere med billetsalget til Helle Virkner-foredraget og koncerterne med Benjamin Koppel og Lasse & Mathilde. Men i hver enkelt tilfælde var der tale om nogle rigtigt hyggelige aftener med nogle fantastisk dygtige kunstnere. Alt ialt bliver der tale om et lille overskud på koncert- og foredragssiden, og det er vi ikke utilfredse med, siger Hardy Andersen, der vil fortsætte med at skabe arrangementer i samarbejde med de lokale foreninger, hvor kulturhuset går ind og dækker et eventuelt underskud på det enkelte arrangement.
- Vi får jo ikke stablet flere kulturarrangementer på benene i Grenaa ved at lade små, fattige foreninger stå med risikoen for at gå fallit ved et givent koncertarrangement. De leverer en stor del af arbejdskraften, mens vi leverer en garanti for, at de ikke går rabundus. Det må være vejen frem fortsat, udtaler Hardy Andersen.
- Repertoiremæssigt skal vi heller ikke udelukkende satse på det sikre. Jeg ser gerne, at vi præsenterer nogle kunstnere og genrer, som måske ikke i øjeblikket er fremme på nethinden af folk, men som måske kommer det inden for en kort periode. At det så koster et underskud i ny og næ skulle vi helst have råd til som kulturhus, hvor de »sikre« arrangementer jo som oftest giver et pænt lille overskud. Udsolgt er dog ikke ensbetydende med mange penge i kassen, fordi populære kunstnere jo typisk løber med langt den største del af kagen. Men det handler helt klart om at få noget bredde i tilbuddene, fortsætter han.
Økonomien har det godt
Økonomien lever og har det godt, forsikrer han med henvisning til det store aktivitetsniveau i kulturhuset gennem det meste af 1998. Regnskabet foreligger ikke p.t., men der skulle ikke være grundlag for at ryste i bukserne. En dark horse for økonomien i 1999 kan Grenaa Daghøjskole vise sig at være. Daghøjskolen betaler kulturhuset husleje for at benytte 1. salen i Det Gule Hus, men er på grund af finanslovsforliget havnet i en økonomisk klemme. Og det lige efter at have investeret 1 million kroner i en ombygning af 2. salen til værksteder og kontor. Regeringens forlig med de borgerlige betyder, at daghøjskolerne mister 200 mio. kroner i tilskud i 1998. GD kan således forvente at miste 30% af tilskuddet, og det er derfor tvivlsomt om økonomien kan bære både en huslejeudgift og en afdragsfinansiering af lånet. Enden på det hele kan blive, at GD må fortrække fra 1. salen, og nøjes med at benytte de nye lokaler på 2. salen, der indvies den 15. januar. I så fald mister kulturhuset en pæn fast huslejeindtægt, hvil
ket vil være ensbetydende med en strammere økonomi end tilfældet er i forvejen.
- Jeg ved ikke hvad det ender med. De to bestyrelser og Grenaa Kommune forhandler i øjeblikket omkring en løsning af problematikken, men der foreligger ikke en afklaring endnu, siger Hardy Andersen, som derfor heller ikke har noget bud på, hvad en ny aftale mellem parterne vil kunne indebære for kulturhusets økonomi i 1999.
På arrangementssiden fortsættes der i 1999 med søndagscaféerne, der har været en pæn succes, mens fredagsrock-arrangementerne bortfalder af mangel på publikum og amatørgrupper. I stedet vil kulturhuset i samarbejde med den lokale afdeling af musikerforbundet sørge for at lave nogle rockaftener med rytmisk musik leveret af lokale, professionelle kunstnere. Der bliver tale om én rockaften pr. måned med forskellige musikere fra hele Djursland.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000