11-01-1999

Tommy Seebach åbner ballet på Gjerrild Kro

Grenaa Blad logo

Den kendte dansk-top kunstner Tommy Seebach, der har hele to Melodi Grand Prix-sejre på samvittigheden åbner ballet, idet Gjerrild Kro og Motel inviterer godtfolk fra nær og fjern til endnu en omgang fredags-kroballer med spisning inkluderet i prisen. Fredag den 29. januar går starten til programmet for 1999, og det sker under overskriften: »De sidste ægte kroballer i dette årtusinde på Gjerrild Kro«, fortæller kroejeren Hilding Hviid, der opfordrer folk til at bestille bord i god tid, da der typisk er rift om pladserne til disse fredags-kroballer med kendte dansketop-navne.

Der afholdes fredagsbal en gang med måneden - dog således, at der holdes en tre måneder lang sommerferie samt at man holder den sidste i rækken den 29. oktober lige inden julefrokosterne så småt begynder at røre på sig. Og så foregår det typisk den sidste fredag i måneden. Den 26. februar e det Lille Palle, der kommer og tvinger lystige toner ud af harmonikaen, mens Bjørn Tidmand underholder den 26. marts. Susanne Lana og Lars Ole er hyret til den 23. spril, mens Richard Ragnvald kommer og og fyrer hits som »Kære lille mormor« af på Gjerrild Kro den 28. maj, hvorefter fredags-kroballerne holder sommerferie frem til den 24. september, hvor Jodle Birge træder op. Den 29. oktober kommer den sønderjyske pigegruppe Voss - det er dem med »Ta' en tur med e' spritte« - forbi Gjerrild Kro og Motel, hvilket bliver det sidste fredagskrobal på kroen i Gjerrild i dette årtusinde. Men mon ikke de vender stærkt tilbage i det næste?

Flere af de nævnte kunstnere er gengangere i forhold til kroballerne de tidligere år.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000