04-01-1999

Fodslawet tager et tilbageblik på 1998

Grenaa Blad logo

I Grenaa Fodslaws medlemsblad »Lokalbladet« for 1. kvartal af 1999 tager formanden Jørgen Jensen, Ramten, et kig på et 1998 i tilbageblik. Heri konstaterer han blandt andet, at vejrguderne ikke har været vandrefolket venligt stemt i året der svandt. Således måtte årets Julemærkemarch afvikles i snestorm. Ikke desto mindre fastslår han, at 1998 var et fint år for Grenaa Fodslaw.

- Selv om det mange gange har styrtregnet ved vore motionsture, har vi aldrig måttet aflyse på grund af dårlig tilslutning. Vores Herregårdstur i august måned druknede i regn, og de, der deltog, var våde fra morgen til aften. Alligevel fik vi at vide efter turen, at det havde været en spændende tur, så vi agter at gentage successen i år med nogle prøveture til Herregårdvandringen 1999, siger Jørgen Jensen, der yderligere kan oplyse, at Grenaa Fodslaw her i 1999 fylder 20 år, hvilket vil blive markeret på ét eller andet tidspunkt i løbet af det nye år.


Ø-tur til Anholt

Årets Ø-tur henlægges til Anholt i Kr. Himmelfartsferien. I 1998 gik turen til Læsø.

Grenaa Fodslaw laver også vandre-arrangementer specielt møntet på børnene. Den 13. februar er der således igen fastelavnstur for de små med Hotel Havlund som udgangspunkt. Der vandres her en lille tur på fem km. i Grenaa Plantage, hvorunder børnene cirka halvvejs skal slå katten af tønden. I 1998 var der 15 børn, der morede sig ved dette fastelavnsarrangement, og Jørgen Jensen håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden i år. Ikke mindst med henvisning til Dansk Motionsforbunds satsning i 1999 på at få nogle flere børn med ud på vandreture under mottoet »Ud at gå - store og små«. Jørgen Jensen føler, at Grenaa Fodslaw er på forkant med denne kampagne, eftersom GF allerede sidste år lavede flere arrangementer for børn - herimellem fastelavnsarrangementet.

Den første vandretur i Grenaa Fodslaw her i 1999 afvikles lørdag den 9. januar med p-pladsen ved hovedvej A16 ved vejen til Nielstrup, som udgangspunkt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000