16-11-1998 |
|
Nyt medicinsk ambulatorium på vej til Grenaa Centralsygehus |
![]() |
Onsdag den 18. november i indeværende uge skal Sygehusudvalget under Århus Amt tage stilling til et ønske fra Grenaa Centralsygehus omkring etablering af et nyt medicinsk ambulatorium i 1999 for at lette presset på de medicinske sengepladser på sygehuset. Ansøgningen gælder en anlægsbevilling til projektet på 6,5 millioner kroner, og finansieringen foreslås realiseret via fremrykning af sygehusets rådighedsbeløb til renovering, samt udskydelse af andre planlagte projekter i 1999. Udvidelsen af ambulatoriet vil ske ved, at taget løftes på en del af behandlingsbygningen i sygehusets vestlige del. Hermed skal tagetagen anvendes til det ny medicinske ambulatorium, samt læge- og sekretær-områder. Udvidelsen vil betyde, at presset lettes på de medicinske sengepladser, idet flere patienter herved vil kunne behandles ambulant. Arealet, som frigives i stueetagen, skal anvendes til de senge, der ellers ikke vil være plads til, når der etableres forbedrede toilet- og badeforhold.
Sygehuset foreslår ingeniørfirmaet Crone og Koch som rådgiver på projektet i samarbejde med sygehusets egen tekniske afdeling. Desuden foreslås der afholdt indbudt licitation.
I sygehusvæsenets anlægsbudget står der et rådighedsbeløb på 10 millioner kroner i 2000 til renovering af Grenaa Centralsygehus, og det er ved fremrykning af disse midler til 1999, at sygehuset skal have realiseret finansieringen af de 6,5 mio. kroner til et nyt medicinsk ambulatorium. Udgifterne til projektet påtænkes afholdt indenfor sygehusvæsnets samlede anlægsbudget i 1999, idet rådighedsbeløbet for to andre projekter - renovering af Odder Sygehus og et køkkenprojekt på Århus Kommunehospital - udskydes fra 1999 til 2000. I år 2000 har Grenaa Centralsygehus så et tilsvarende mindre rådighedsbeløb, idet de 10 mio. kroner vil være reduceret til 3,5 mio. kroner med anlægsinvesteringen i 1999 til et nyt medicinsk ambulatorium. Men først skal amtspolitikerne altså lige godkende ansøgningen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000