16-11-1998 |
|
Velbesøgt Åbent Hus hos Schmidt Møbler i Grenaa |
![]() |
Lørdag den 7. og søndag den 8. november var der stort rykind hos Schmidt Møbler i Grenaa. I samarbejde med nogle lokale forretninger blev der her inviteret til Åbent Hus-arrangement. Møbelhuset i Kannikegade gav øl og vand, Byens Konditori serverede mundgodt, mens kaffen blev leveret af Kama Kaffe. Fra Vinstokken var der smagsprøver på diverse kvalitetsvine om søndagen, mens 2Tal Bang & Olufsen Center viste de sidste nye B&O-modeller. Flotte præmier fra de deltagende forretninger blev desuden delt ud til vinderne af Åbent Hus-konkurrencen, mens der var balloner, flag og slik til børnene.
- Og det gik over al forventning. Vi blev nærmest løbet over ende af folk. Der var mange flere besøgende end ved sidste års arrangement, siger indehaveren af Schmidt/Idé-Møbler i Grenaa, Jens Ove Schmidt.
- Især søndag havde vi rigtig mange indenfor dørene, så mange har benyttet søndagsudflugten til at slå et smut omkring vores Åbent Hus-arrangement, og det er selvfølgelig dejligt. Der var en god stemning, og vi fik en uhøjtidelig snak med folk om alt muligt. Det er helt klart noget vi gentager til næste år også, og vi satser på at udvide arrangementet, så der kommer flere brancher med, siger Jens Ove Schmidt, der blot ærgrer sig over, at en konkurrent har meldt Schmidt Møbler til politiet for overtrædelse af lukkeloven på grund af søndagsåbningen.
- Den er jeg lidt ked af. Det er trods alt noget, der kun sker én gang om året. De folk vi talte med om det, havde også svært ved at se det fornuftige i anmeldelsen, men sket er sket. Det skal da heller ikke forhindre os i at lave et tilsvarende arrangement til næste år. Så må vi blot betale bøden ved kasse 1 efterfølgende, siger Jens Ove Schmidt til Grenaa Bladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000