09-11-1998 |
|
FC Grenaa fyldte 25 år! |
![]() |
Den lokale idrætsforening FC Grenaa kunne torsdag i sidste uge markere sit 25 års jubilæum. Det skete med en velbesøgt reception i forhallen til Grenaa Idrætscenter, hvor gæster fra nær og fjern var mødt talrigt op for at fejre jubilaren. De 25 år har budt på såvel op- som nedture, men her i sit 25. år er der tale om en særdeles levedygtig idrætsforening med over 400 medlemmer og 10 forskellige aktiviteter. Grenaa Kommune var også repræsenteret ved reception, idet borgmester Gert Schou (S) og viceborgmester og formand for Voksen- og Fritidsudvalget, Erik Hoberg (S), var mødt op herfra med gaver, gode ord og lykønskninger. Erik Hoberg havde faktisk to kasketter på, idet han også kunne ønske FC tillykke med jubilæet som hovedformand for »storebror« Grenaa IF.
Grenaa FC's egen hovedformand siden 1985, Poul Nielsen, konstaterede i sin jubilæumstale, at der var blevet sagt og skrevet meget om FC gennem disse 25 år, men at tidligere tiders misstemning og chikanerier mellem opkomlingen og GIF, heldigvis var en saga blott. I en gennemgang af klubbens historie nåede han omkring diverse turoplevelser til stævner i både ind- og udland, tomrummet, der opstod midt i 80'erne i klubben i forbindelse med fodboldafdelingens uheldige omgang med nogle spillemaskiner, problemerne med at få et fast tilholdssted og samarbejdet med Radio Djursland og Åstrup IF omkring radiobanko. Et samarbejde, der gav FC selvtillid og mod til at finde nye samarbejdspartnere, og starte en række nye aktiviteter op. Petanque var den afdeling, der fik det hele til at rulle således, at man i dag kan dyrke så forskellige ting i FC som floorball, square-dance, folkedans, aerobic, fodbold og så videre. Det nyeste skud på stammen er noget så utraditionelt som drageflyvning. Formanden kom i sin tale endvidere
ind på, at FC også har forstået at synliggøre sig på andre fronter. Her tænkte han først og fremmest på samarbejdet med handelsstanden i midtbyen omkring forskellige aktivitetsdage og FC's arbejde med at drive kiosken i Grenaa Idrætscenter. Poul Nielsen kunne i den forbindelse fortælle, at FC bruger cirka 3.000 timer om året på dette kioskarbejde - og udelukkende ved hjælp af frivillige, ulønnede hjælpere fra de forskellige afdelinger, som derved tjener en skilling fra overskuddet til de forskellige afdelings-kasser.
Lørdag var afsat til jubilæumsfest for medlemmerne og deres familier i Idrætscentret om aftenen, mens der i løbet af eftermiddagen var en lang række opvisninger fra de forskellige afdelinger i og omkring centret. Der er endvidere udgivet et jubilæumsskrift i forbindelse med jubilæet.
En levedygtig jubilar har med andre ord kippet med flaget.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000