09-11-1998

Tre lokale Mandags-Chance-vindere!

Grenaa Blad logo

BilledeGrenaa og Nimtofte stod i sidste uge for hele tre forskellige Mandags-Chance-vindere - 2 fra Grenaa og 1 fra Nimtofte. Hanne Basel fra Grenaa havde mandagen forinden fået udtrukket et skrabelod, der kvalificerede hende til et forsøg på at skrabe sig til op til 250.000 kroner i Nordisk Film-studierne i Valby mandag eftermiddag i sidste uge. Programmet blev vist mandag aften på TV2, hvor man ved selvsyn kunne konstatere, at Hanne Basel fik 50.000 kroner ud af anstrengelserne. I samme program optrådte Hanne Mortensen fra Nimtofte som én af aftenens tre quiz-deltagere, der slutteligt skulle samle et fotopusle-spil på storskærm. Denne dyst trak hun sig sejrrigt ud af, hvilket udløste en rejse til Miami i USA. Og for at det ikke skal være løgn, så trak Mandags-Chance-værten Hans Pilgård endnu et Grenaa-skrabelod, da han skulle finde frem til ugens Hjemmeservice-modtager, der honoreres med 10.000 kroner uden at røre så meget som en finger. Onsdag aften klokken 18.30 i sidste uge troppede han således op med et TV-hold på adressen Bredgade 3 i Grenaa, hvor en synligt overrasket og glad Mads Møller Madsen kunne tage imod de mere eller mindre uventede gæster fra Nordisk Film, der havde den lokale presse i hælene. Sådan kan det altså gå til, at det østlige Djursland lige pludselig markerer sig ganske kraftigt i det populære Mandags-Chance-program, der laves i et samarbejde mellem TV2, Nordisk Film og Dansk Tipstjeneste.

Hanne Basel og Hanne Mortensen kunne i øvrigt nå tidsnok hjem via indenrigsflyet fra Kastrup til Tirstrup, til at se sig selv på TV mandag aften.

Hanne Basel blev endvidere hyldet for sin indsats dagen derpå hos tobaks- og bladhandler Ulla Nygaard, Lillegade 6 i Grenaa, fordi det var her, at Hanne Basels Mandags-Chance-lod, der gav hende adgang til TV-udsendelsen, var blevet købt. Dansk Tipstjenestes lokale distriktchef Carsten Pedersen overrakte en flot gavekurv til TV-vinderen, mens Ulla Nygaard fik overrakt blomster og diplom. Hun skulle således være den eneste tips- og lottoforhandler i Grenaa, der er i besiddelse af et sådant Mandags-Chance-vinder-diplom. Ulla Nygaard fortalte i øvrigt, at hun var fuldstændig overbevist om, at det var hendes lod, der var blevet udtrukket til Pilgårds Hjemmeservice, og at hun derfor agtede at dække op til kaffeselskab onsdag aften mellem 18 og 19, som er det tidspunkt, hvor TV-holdet annoncerer deres ankomst i en given by - i dette tilfælde altså Grenaa. Det var sandt for dyden tæt på at holde stik. Ulla Nygaards private bopæl befinder sig på adressen Bredgade 6, mens vinderens adresse skulle vise sig at være Bredgade 3! TV-holdets besøg hos Mads Møller Madsen kunne altså ses på TV2 mandag aften den 9. november i indeværende uge.

Hanne Basel kunne for sin del fortælle, at det havde været en stor oplevelse, og at hun var godt tilfreds med at skrabe sig til 50.000 kroner, som hun fik skrabet i både 1. og 2. forsøg. Det tredje undlod hun at gøre brug af - og godt for det, for der var kun 10.000 kroner i det felt, hun havde forudbestemt at ville skrabe til slut.

Pengene går formentlig til hendes gamle bil, der trænger til en kærlig hånd, familiebesøg hos et par søstre, der er bosat i Sverige, og mon ikke børnebørnene får lidt større julegaver i år....


Billede

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000