02-11-1998

Vejledere på Den Frie Ungdomsuddannelse på Djursland har dannet en netværksgruppe

Grenaa Blad logo

Ønsket om gensidigt at kunne inspirere og orientere hinanden er baggrunden for, at et bredt udsnit af vejlederne på Den Frie Ungdomsuddannelse på Djursland har fundet sammen. I forvejen er der siden uddannelsens etablering i 1995 løbende dannet regionale vejledergrupper især omkring de større byer, hvor der er mange unge og udbydende skoler. Og nu er turen kommet til Djursland.

Den Frie Ungdomsuddannelse er en to til treårig SU-berettiget ungdomsuddannelse, der gør det muligt for den unge at få afprøvet forskellige dele af et uddannelsesforløb, erhvervspraktik, højskoleophold, udenlandsophold, foreningspraktik eller udarbejdelse af et individuelt projekt - alt sammen efter en nøje tilrettelagt plan, som den unge og den pågældende vejleder udarbejder i fællesskab.

Vejlederne kommer fra så forskellige institutioner som kommunale ungdomsskoler, produktionsskoler, daghøjskoler, efterskoler og voksenuddannelsescentre på Djursland, og netværket skal sikre kollegial erfaringsudveksling, og at den enkelte vejleder er helt a jour med de mange nye uddannelsesmuligheder og de løbende justeringer i lovgivning og bekendtgørelser. Gennem netværket håber FUU-vejlederne også at kunne få en dialog i gang med de øvrige vejledergrupper i regionen, så de unge kan få det rette tilbud.


Seminar i Ryomgård

I første omgang vil netværket gerne servicere ungdomsvejlederne og de ansatte i kommunernes beskæftigelsesafdelinger, idet der inviteres til et seminar onsdag den 25. november på Produktionsskolen »Djursland« i Ryomgård. På mødet vil der være repræsentanter fra Sekretariatet for Den Frie Ungdomsuddannelse. Der vil blive gjort status over uddannelsen og de unge, der har gennemført den. Desuden vil der blive sat focus på uddannelsens fremtid samt lagt op til åben debat.


Møde hvert kvartal

Det nyetablerede netværk af vejledere har forløbigt besluttet at afholde møde hvert kvartal på skift på skolerne, så det gensidige kendskab også til hinandens fysiske rammer øges. Til netværket er p.t. knyttet vejledere fra Ebeltoft og Norddjurs Daghøjskole, Djurs Håndarbejdsskole, Grenaa, Rønde og Hornslet/Mørke Ungdomsskole, Jægergaarden Efterskole, VUC Grenaa samt produktionsskolerne i Grenaa, Ryomgård og Nørre Djurs. Foreløbig er vejleder Lissi Pedersen fra Nørre Djurs Produktionsskole koordinator i netværket.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000