02-11-1998

Flere vil gerne benytte Sveriges-ruterne fra Grenaa!

Grenaa Blad logo

Green Link-undersøgelse viser:


Flere vil gerne benytte Sveriges-ruterne fra Grenaa!

- Kommer der mere kapacitet på Sveriges-ruterne til Halmstad og Varberg, er der både vognmænd og industrier, som er parat til at benytte Grenaa-ruterne frem for at køre nord - eller sydover for at få deres gods til og fra Sverige, oplyser direktør Michael Beck-Hansen fra transportforeningen Green Link Scandinavia, Grenaa.

Michael Beck-Hansen har inden for kort tid haft kontakt med omkring 25 store operatører og eksportindustrier:

- Udover den nuværende overførsel af ca. 45.000 enheder, viser analysen et potentiale på omkring 12.000-14.000 lastvogne, der på årsplan gerne vil benytte ruterne fra Grenaa til Sverige. Green Link korridoren over Kattegat har et marked i området fra omkring Horsens/Vejle til Skjern og op til Limfjorden, hvor efterspørgslen er endog ganske betydelig.

Ruterne besejles i dag af Stena Line, og Green Link Scandinavia vil i forhandlinger med rederiet for at skaffe yderligere kapacitet på Grenaa-ruterne. Senest i foråret 1999 ønsker Grenaa Link Scandinavia etableret en konkurrencedygtig fragt/godsrute mellem Grenaa og Sverige, der kan betjene de kunder, som gerne vil den vej over Kattegat.

Med de to færger »Stena Nautica« og »Stena Prince«, som sejler i dag, er kapaciteten ikke stor nok til at klare det behov, som Green Link Scandinavia påviser.

Green Link Scandinavia er et samarbejde mellem havnene i Grenaa, Halmstad og Varberg samt kommuner og amter på begge sider af det centrale Kattegat. Også industri og en række godsoperatører i Sverige og Danmark er med i transportforeningen. I løbet af kort tid kommer en aktiv handlingsplan fra Green Link, hvor ønsket om den øgede færgekapacitet spiller en stor rolle.

Direktør Michael Beck-Hansen har selv dette transport-eksempel:

- En industrivirksomhed i Halmstad, som er medlem af Green Link Scandinavia, får dagligt kørt ganske betydelige mængder gods fra Vejle via Frederikshavn - Göteborg til Sverige. Det virker helt ulogisk, og han vil da også gerne benytte Grenaa-ruterne, hvis han kan få den garanti og service for overførslerne, som han gerne vil.

Derfor arbejder Green Link Scandinavia på at forbedre konkurrenceevnen og kapaciteten i korridoren mellem Grenaa og Halland.

Behovet for øget kapacitet bliver sikkert ikke mindre fremover, idet vejforbindelserne mellem den jyske motorvej og Djursland/Grenaa ventes at blive forbedret inden længe. Århus amtsråd har netop vedtaget en hensigtserklæring om, at projektet for en bedre vejforbindelse uden om Århus mellem E45 og Djursland skal fremskyndes og gennemføres så hurtigt som muligt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000