02-11-1998 |
|
Stena Line lukker Halmstad-ruten! |
![]() |
Grenaa mister endnu en færgerute:
Stena Line lukker Halmstad-ruten!
Omkring maj måned næste år vil der kun være én mulighed for at lade sig befordre mellem Djursland og Sverige til vands - og det bliver via Grenaa-Varberg-ruten. Det svenske rederi Stena Line besluttede nemlig i sidste uge, at Grenaa-Halmstad-ruten skal nedlægges som et led i en større rationaliseringsplan, der skal vende de seneste års dårlige økonomiske resultater for den store rederikoncern. Op mod 110 søfolk skal således fyres, og i land må man i Stena Lines Grenaa-afdeling se i øjnene, at nedlæggelsen af Halmstad-ruten også her får negative konsekvenser i form af afskedigelser - eller lignende. Der befinder sig i øjeblikket 33 medarbejdere på kontoret, og man har faktisk for nylig været igennem en fyringsrunde på grund af Lion Ferry's totale indlemmelse i moderselskabet Stena Line - og dermed de rationaliseringer, der på den led er gennemført i organisationen. Det er kun et halvt år siden det skete, så hvis stemningen er lidt trykket på kontoret på Grenaa Færgehavn i disse dage, så er der vist ikke noget at sige til det.
- Det er naturligvis hårdt, men der er ikke andet for end at klø på og få det bedst mulige ud af situationen. Via åben dialog må vi hjælpe hinanden igennem denne nye situation. Vi har i øvrigt godt vidst i nogen tid, at tingene gik i den retning. Halmstad-ruten har givet et millionunderskud hvert år gennem de sidste fem år, og med udsigten til konkurrencen fra Øresundsbroen - plus det, at tax-free-salget falder bort - så må man nok konstatere, at de økonomiske perspektiver i ruten ikke ser alt for lovende ud, siger direktøren i Grenaa, Inge-Lise Riis, der således vurderer, at Grenaa-Varberg-ruten er den rigtige rute at satse på for Stena Line.
- Varberg ligger rigtig fornuftigt midt imellem knudepunkterne Göteborg og Øresundsbroen. Rent geografisk er det en fin placering, og der er således gode muligheder for, at den kan vedblive at udvikle sig positivt. Ikke mindst fordi ruten får en større kapacitet, idet Halmstad-færgen Stena Nautica flyttes over på Varberg-overfarten når færgelejet i Varberg om et halvt års tid vil være klargjort til at kunne tage imod den i forhold til Stena Prince meget større færge, siger Inge Lise Riis. De svenske færger har sejlet mellem Grenaa og Varberg siden 1960.
Stena Prince, der er det ældste skib i rederiet, vil blive sat til salg, men den sejler altså videre på overfarten indtil Stena Nautica kan tage over til april/maj næste år. Herefter nedlægges Halmstad-ruten, og der vil efterfølgende kun sejle én færge mellem Grenaa og Sverige.
Der er 110 søfolk på hver af de to færger - heraf er langt de fleste svenskere - og der skal således tages afsked med over 100 mand. Rederiet indleder formentlig snarest forhandlinger fagforeningerne, hvorefter sagen går sin gang efter de svenske regler på omådet. Anciennitet kommer formentlig til at spille en stor rolle i forbindelse med, hvem der bliver, og hvem der må sige farvel.
- Det er trist, men vi kan ikke kæmpe mod udviklingen. Vi sætter nu alle kræfter ind på en 100% satsning på Grenaa-Varberg, så vi igen kan få noget fast grund at stå på, siger Inge-Lise Riis, der ikke har lyst til at kommentere den nyligt udsendte rapport fra Green Link Scandinavia, der peger på, at vækstmulighederne hvad angår godstransport mellem Djursland og Sverige, er gode.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000