02-11-1998 |
|
Grenaa F. C.'s første formand Ingolf Steffensen |
![]() |
Grenaa F. C.'s første formand Ingolf Steffensen:
- Det hele startede med et firmafodboldhold på Grenaa Værk der gerne ville spille flere kampe!
Af Henrik K. Nielsen
Grenaa F. C.'s første formand hed Ingolf Steffensen. Han er i dag direktør for og indehaver af maskinfabrikken Stefco ApS i Ørum, der er en virksomhed med speciale i produktion af rensningsanlæg og jernkonstruktioner. Ingolf Steffensen arbejdede tilbage i 1972/73 på det nu hedengangne Grenaa Værk, der er nabo til Per Udsen & Co. og som i sin tid blev overtaget af samme. Her havde man et 11-mands firmafodboldhold, som på det tidspunkt måtte konstatere, at der blev længere og længere mellem modstanderne. Kun en 2-3 virksomheder i Grenaa kunne efterhånden stable et 11-mands hold på benene, og derfor blev der selvsagt længere og længere mellem kampene. I sommeren 1973 blev der derfor snakket i krogene, om det ikke ville være en god idé at oprette et seriehold på Grenaa Værk, der kunne deltage i turneringskampe på lige fod med alle andre klubhold i området - det ville jo give nogle flere kampe. Ingolf Steffensen var tillidsmand på virksomheden, og derfor blev det overladt til ham at finde ud af, hvordan dét kunne lade sig gøre.
Kontaktede JBU
- Jeg kontaktede JBU og fik den besked, at hvis vi ville deltage med et hold i JBU's seriefodbold-turneringer, så måtte vi først lave en forening og tegne medlemsskaber, og ikke mindst finde egnede baneforhold. Den samme besked fik vi på kommunen. Kun ved at være en forening med demokratiske vedtægter kunne vi komme i betragtning til at få tildelt baner og timer på stadion. Drøftelser med folk fra Per Udsen og fædre på Grenaa Værk igangsatte så pludselig en sneboldseffekt, idet idéen med at oprette ungdomshold også fik fodfæste. Vi kunne se grundlaget var der. Dem, der ikke var så gode til at spille fodbold, kom jo ikke rigtig til orde i GIF. Jeg ved det af erfaring, idet jeg på daværende tidspunkt trænede et 3.- og 4. hold i GIF. De bedste spillere på årgangene fik gratis træningsdragter og ture til udlandet, mens 3- og 4-holds-spillerne ingenting fik. I en ny forening ville disse knap så gode spillere få nogle bedre forhold og nogle bedre betingelser at udvikle sig under, fortæller Ingolf Steffensen, der sammen med de øvrige medstiftere besluttede sig at tilmelde et drenge- og et lilleputhold.
Grundlaget var til stede
- Og efter den stiftende generalforsamling, viste der sig hurtigt et grundlag for at holdene kunne køre. Hovedparten af dem, der havde vist interesse for projektet, meldte sig ind, og vi fik mange oversete ungdomsspillere fra GIF. Da de pludselig fik en helt anden opmærksomhed end de var vant til, blomstrerede de op og udviklede sig hurtigt rent spillemæssigt og vi fik hurtigt nogle temmelig gode ungdomshold, der kunne tage kampen op mod GIF i nogle drabelige lokalopgør. Århus Fremads Superliga-spiller Lars Klausen startede faktisk sin fodboldkarriere i Grenaa FC, siger han, og fortsætter:
- Jeg meldte på det tidspunkt ud i pressen, at FC også var for dem med skæve ben, og den blev så grebet i luften af konkurrenten, hvorpå vi pludselig blev drillet med, at FC »kun« var for dem med skæve ben, men det var blot en lille del af den modvilje, for ikke at sige chikane, vi blev mødt med fra GIF's side. beretter Ingolf Steffensen, der afviklede sit engagement efter sæsonafslutning i GIF, inden han kastede sig over lederarbejdet i Grenaa FC.
Blev frosset ud af GIF
Imidlertid sad han også i bestyrelsen i GIF's Håndboldafdeling og her blev »faneflugten« taget så fortrydeligt op, at Ingolf Steffensen fik valget mellem selv at forlade bestyrelsen, eller blive smidt ud. Han gik selv.
- Jeg var temmelig skuffet over den behandling, som GIF udsatte mig for, idet det jo som udgangspunkt ikke havde været for at etablere en konkurrent til GIF, men blot et seriefodboldhold for ansatte på Grenaa Værk. De formelle regler for at kunne gøre det, tvang os imidlertid til at blive en offentlig forening med lige adgang for alle og i konkurrence med GIF, hvis vi ville lave nogle fodboldhold, og det ville vi. Ikke mindst for at give nogle unge fodboldspillere en bedre behandling end de ellers ville have fået i GIF. Vi kunne jo give alle vore spillere træningsdragter, idet vi ikke havde så mange hold som GIF. Og så ville vi satse på et godt klubliv uden den hakkeorden, der typisk er i klubber, der satser meget på sportslig succes. Behovet for en sådan klub var helt klart til stede, og det er det fortsat, hvorfor Grenaa FC i år kan fejre 25 års jubilæum, siger klubbens første formand.
Modviljen fra »storebror« var ganske pæn
Modviljen fra »storebror« var også til at tage og føle på, idet FC søgte om at få lov til at være på stadion.
- Vi skulle have lov efter reglerne, og fik da også tildelt lokaler og baner, men vores træningsbane var selvfølge den dårligste og fjernest beliggende på hele stadion. Om vinteren havde vi ikke adgang til banen med lysanlæg og så videre. Klublivet efter kampene udspillede sig ofte i det fri - også om vinteren. GIF's ledelse modarbejdede os helt bevidst, siger Ingolf Steffensen, der forlod Grenaa FC helt i 1984 efter at have været med til at udvide aktiviteterne i klubben med motionshåndbold for damer, foruden folkedans og bordtennis.
Pinlig sag om spillemaskiner førte til afsked
På daværende tidspunkt var han hovedformand, og havde altså sluppet fodbolden, der havde fået sin egen afdelingsbestyrelse. En strid mellem Ingolf Steffensen og denne fodboldafdelings bestyrelse skulle blive den direkte årsag til hans utidige afsked med den forening, han selv havde været med til at stifte.
- Det viste sig pludselig til min store overraskelser, at jeg også var blevet formand for en flok spillemaskiner, der lokkede penge ud af børn og unge mennesker, og det ville jeg ikke være med til, beretter Ingolf Steffensen.
Kort fortalt er det historien om spillehallen »Spiller'n«, der oprettedes af en lokal restauratør, men med hjælp fra Grenaa F. C. Fodbold, idet man herfra gav tilsagn om at stå registreret som foreningen bag spillehallen, selv om man herfra faktisk kun lagde navn til projektet mod en årlig betaling på 10.000 kroner til fodboldafdelingen. Altså betaling for at være stråmand for restauratørens spillehal.
Sagen endte i byretten
- En advokat havde garanteret for det lovlige i projektet, men da det endte i byretten viste denne rådgivning sig at være uheldig. De implicerede måtte betale en bøde på 1.000 kroner, og de 10.000 kroner skulle endvidere tilbagebetales. Jeg gik til den daværende formand, og beklagede mig over, at en sådan aftale aldrig havde været på hovedbestyrelsens bord, men man kan ikke sige, at jeg mødte forståelse for mine synspunkter i sagen. Jeg indkaldte derfor til en ekstraordinær generalforsamling, hvor medlemmer af fodboldafdelingen mødte talstærkt op. Her gjorde jeg gældende, at FC's engagement i »Spiller'n« stred mod mine principper for klubarbejdet, og at jeg derfor ikke kunne fortsætte, hvis noget sådant skulle foregå i FC-regi. Da der ikke kunne samles flertal om dette synspunkt, så jeg ikke anden udvej end at trække mig fra posten. I stedet blev Poul Nielsen valgt, og han har jo ydet en fantastisk indsats for Grenaa FC igennem årene siden dengang, og jeg kan da glæde mig over, at de skrammer klubben fik i lakken dengang, er et overstået kapitel nu. Den personkreds, som i midten af 80'erne skabte en noget barsk tone i klubben, er jo heller ikke i FC længere. Den nuværende fodboldformand, Keld Sørensen, havde jeg i øvrigt fornøjelsen af at have som drengespiller på det allerførste drengehold i FC, så klubfølelesen lever ganske givet og har det godt, siger Ingolf Steffensen, der et par år efter farvellet til formandsposten, flyttede til Ørum, hvor han for 6 1/2 år siden etablerede sig med Stefco ApS. Før han blev selvstændig var han et par år i Ørum Idrætsforening, og han var også med til at starte Idrætssamvirket i Nørre Djurs. Efter han blev selvstændig har han kun kunnet afse tid til kampen for oprettelsen af Ørum-Hallen. En kamp, der efter alt at dømme bærer frugt om føje tid med etableringen af Ørum Aktiv-Center, hvis alt går vel.
FC et overstået kapitel for den første formand
- Grenaa FC er for mig et overstået kapitel af mit liv, men det glæder mig da utroligt meget, at FC lever og har det godt, og kan tilbyde mangeartede aktiviteter i en forening, hvor der stadig er plads til alle - også dem med »de skæve ben«, slutter Ingolf Steffensen, der dog ikke kan dy sig for at smutte over og kigge og snakke med nogle af lederne, hvis »de blå-gule« tilfældigvis spiller ovre ved Ørum Skole.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000