03-08-1998

Plancheudstilling om havnen på Kattegatcentret i Grenaa

Grenaa Blad logo

Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum har lavet:Plancheudstilling om havnen på Kattegatcentret i Grenaa

Kattegatcentrets mange gæster har nu også fået mulighed for at mærke historiens vingesus, idet de besøger den store turistattraktion ved Grenaa Havn. En plancheudstilling omhandlende Grenaa Havn før og nu placerer nemlig lokaliteten i en historisk sammenhæng. Det er Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum i Grenaa, der har lavet plancherne og samarbejdet med Kattegatcentret har desuden haft den sidegevinst, at besøgstallet på muséet denne sommer indtil nu har været ganske pænt. Museumsleder Brita Mosdal fortæller:

- Vi har i længere tid gået rundt med en ambition om gerne at ville være til stede i havneområdet - ikke mindst i relation til fiskerimuséet - men det har af flere forskellige grunde ikke kunnet realiseres. En snak med Kattegatcentrets direktør Knud Bruno Andersen førte imidlertid til muligheden for, at vi kunne få lov til at vise vores ansigt frem hos dem. Og det er jo lækkert, at kunne markere os i så flotte omgivelser samtidig med, at stedet jo er overordentligt velbesøgt. Vi kommer med andre ord i kontakt med rigtig mange mennesker på den måde, og plancheudstillingen skal ses dels som en generel information om havnen før og nu, hvor området placeres i et historisk perspektiv, og dels som en appetitvækker for folk, der søger noget maritimt. Bagtanken er så den, at disse gæster efterfølgende kan søge op til os for at se, hvad vi har at byde på i den retning. For at gøre denne mulighed så attraktiv som muligt, har vi besluttet, at en entrébillet fra Kattegatcentret giver gratis adgang til muséet, fortæller

Brita Mosdal fra Djurslands Museum.

- På den måde er det jo også nemt at aflæse nøjagtig hvor mange af Kattegatcentrets gæster, der lader sig lokke af tilbuddet, og vi må sige, at vi har fået nogle flere gæster på den konto. Set med vores briller har det i øvrigt været en fin sommer hvad de betalende gæster angår. Manglen på strandvejr har givet flere gæster end sidste år på samme tid. Og købelystne gæster vel og mærke - specielt nordmændene er ivrige købere, så souvenirsalget må siges at gå strygende. Vi må derfor erklære os glade og tilfredse med sommeren 1998, siger Brita Mosdal.

Plancheudstillingen om Grenaa Havn fortsætter indtil videre i Kattegatcentret sommeren over.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000