03-08-1998 |
|
- Kattegat Cup 1998 blev et helt igennem vellykket arrangement |
![]() |
Formanden for Kattegat Cup-udvalget i Grenaa IF:- Kattegat Cup 1998 blev et helt igennem vellykket arrangement
Formanden for Kattegat Cup-udvalget i Grenaa IF, Kjeld Overgaard Jensen, kan se tilbage på 1998-udgaven af det internationale ungdomsfodboldstævne på Grenaa Stadion med stor tilfredshed.
- Vi oplevede et både velgennemført og velfungerende stævne, hvor det hele stort set kørte som planlagt og forventet. Samtidig var vi jo lykkeligvis forskånet for grimme uheld, såsom sidste års voldsomme lynnedslagsulykke. Selv skadesniveauet blandt spillerne var lavere end det plejer at være. Niveauet blandt samaritterne lå på behandling af cirka 50 småskader pr. dag. Banernes beskaffenhed spiller helt klart en rolle hvad angår det faldende antal skader. Vores baner blev rost fordi de var gode og velplejede og knap så hårde som det er normalt er tilfældet på denne tid af året - ikke mindst på grund af den regnfulde sommer vi har haft. Så det hele gik som det skulle, og det ser også ud til, at vi formår at slæbe et pænt overskud hjem til klubkassen igen i år, siger Kjeld Overgaard Jensen, der til daglig er ordførende direktør i Grenaa Kommune.Fint fodboldvejr
Vejret under stævnet kan man heller ikke få ham til at brokke sig over.
- Det var ikke specielt varmt, men heller ikke koldt. Det var faktisk rigtig godt fodboldvejr alle fire dage. Det er også mit indtryk, at der var rigtig mange Kattegat Cup-deltagere i og omkring bymidten under stævnet, og heldigvis uden at det har givet anledning til problemer af nogen art så vidt vi er orienteret, slutter Kjeld Overgaard.GIF fik kun én finalevinder i år
Det lykkedes i år kun for ét af den arrangerende klubs ungdomshold at nå helt til tops ved Kattegat Cup. Der var tale om Junior B-holdet, der slog Hafslund IF i finalen. GIF's lilleput-piger 7-mandshold og lilleput drenge 11-mands nåede også helt frem til finalen, men måtte strække våben overfor henholdsvis norske Nesodden IF og Herfølge Boldklub.
Piger 7-mands-finalen blev vundet at svenske IS Halmia, Drenge Junior 7-mands-finalen af norske Flekkefjord FK, Drenge Junior 11-mands af svenske Degerfors IF, Miniput 7-mands af Gråsten Boldklub, Lilleput 7-mands af svenske Högaborgs BK, Drenge B af Jelling FS, Drenge A af B1901, Junior A og Ynglinge A af Högaborgs BK, mens Ynglinge B-rækken blev vundet af Kastrup Boldklub. Endelig vandt Auning IF sandkasserækken.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000