03-08-1998 |
|
Marathon-golf på Djursland afviklet for femte år i træk |
![]() |
Der var højt humør og mange flotte resultater, da de tre golfklubber i henholdsvis Ebeltoft, Grenaa og ved Kalø over forrige weekend for femte gang afviklede den årlige match i marathon-golf. Der blev spillet i Grenaa fredag den 24. - ved Kalø lørdag den 25. og i Ebeltoft søndag den 26. juli.
Den regnfulde sommer har bevirket, at golfbanerne er grønne som aldrig før, og de cirka 90 deltagere dystede på livet løs mod hinanden og mod den stride vestenvind, som fra tid til anden fik boldene til at »svæve« langt ind blandt tornede buske, højt græs og andre ubehageligheder.
Begrebet »marathon« står dels for den omstændighed, at der kæmpes i 3 dage efter hinanden, og dels, at der er tale om en slagspilsturnering, hvor samlige afgivne slag tæller med i det endelige resultat. Det er derfor en turneringsform, som kræver god kondition samt stor omtanke fra den spiller, hvis bold er landet i »uvejsomt terræn«. Der blev spillet i grupper á tre personer med én fra hver deltagende klub, hvor dette var muligt og under skyldig hensyntagen til, at spillere med nogenlunde samme (golf)handicap kom til at dyste mod hinanden.
Turneringens absolut bedste spiller målt på bruttoscoren blev Mads Bengtsen fra Grenaa Golfklub. Han brugte i alt 232 slag over de tre dage.
Det samlede resultat for hele turneringen faldt ud således, at Anthony Bjerregaard, Grenaa, vandt A-rækken foran Ole Frandsen, Grenaa, Steen Borregaard, Ebeltoft, Victor Marchant, Grenaa og Mads Bengtsen, Grenaa, mens Finn Rasmussen, Ebeltoft, trak det længste strå i B-rækken foran Alf Gregersen, Grenaa, Sonja Andersen, Grenaa, Poul Kristiansen, Ebeltoft og Kaj Hansen, Grenaa.
Matchledere var Ole Lyng, Grenaa, Torben S. Holm, Kalø og Bjørn Helmer, Ebeltoft.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000