03-08-1998 |
|
Nørre Djurs HK håber at overskud fra Lars Lilholtkoncerterne kan føre til etablering af klublokaler |
![]() |
For andet år i træk kunne Nørre Djurs HK for nylig kalde sig hovedarrangør af en koncert med Lars Lilholt Band i Meilgård Slotspark. De foregående tre år har klubben været medarrangør ved denne folkefest i slotsparken ved Meilgård Slot. Og som vanligt var der totalt udsolgt af billetter. Formanden for Nørre Djurs HK, Karen Margrethe Fogh, vurderer, at der alt inklusive har været henved 6.000 personer i slotsparken denne torsdag aften i forrige uge. Mange frivillige hjælpere har været i sving før, under og efter koncerten, og disse mange frivillige hjælpere har påny været med til at sikre, at Nørre Djurs HK slipper fra strabadserne med et klækkeligt overskud til klubbens ungdomsarbejde. På selve koncertaftenen var der 125 hjælpere i sving på pladsen, og der opereres sædvanligvis med det nøgletal, at disse 125 hjælpere hver især slæber 1.000 kroner med hjem til klubkassen. Det kæmpestore arbejde med koncerten munder således typisk ud i et overskud på den pæne side af de 100.000 kroner. Lars Lilholt Band er derm
ed blevet lidt af et guldæg for klubben, som blandt andet håber, at de pæne overskud vil kunne være en medvirkende årsag til, at den om føje tid kan få etableret nogle egentlige klublokaler i tilknytning til Nørre Djurs Hallen og sportspladsen i Glesborg, hvor medlemmerne af Nørre Djurs HK slår deres folder udi håndboldspillet.
Stor klub - men uden klublokaler
- Det er jo nok lidt usædvanligt for en klub af vores størrelse, at vi ikke har nogle klubfaciliteter, vi kan kalde vores egne. Vi kunne derfor rigtig godt tænke os at få etableret et klubhus med fællesrum og toiletfaciliteter med videre. Et sted, hvor vi vil kunne være os selv. Det er noget sådant vi forsøger at skrabe penge sammen til, men vi vil meget gerne realisere det sammen med resten af Glesborg by, så det også kunne blive en slags forsamlingshus nummer to. Vi er jo nødt til at tilgodese hele byen på dette område, eftersom det jo ikke kun er medlemmer af Nørre Djurs HK, der er med til at slæbe dette koncertoverskud hjem år ud og år ind. Et sådant klubhus vil således kunne blive brugt af alle, omend vi dog gerne vil forbeholde os førsteretten til at bruge det, siger Karen Margrethe Fogh, der håber og tror på, at planerne om et klubhusbyggeri vil kunne realiseres indenfor et par års tid.
Heldig med vejret
Om selve forløbet af koncerten har hun kun positive ting at sige.
- Det gik utroligt godt. Folk var glade og vejret flaskede sig helt perfekt, selv om det regnede umiddelbart før det hele gik igang. Man må sige, at vi var ekstremt heldige med vejret, når man ser på, hvorledes sommeren ellers har været i år. Der var også et flot salg fra boderne, så vi kan kun være tilfredse. Rent organisatorisk gled det også fint, men her spiller rutinen efterhånden en stor rolle. Et fast koncept er efterhånden kørt på plads, som vi så kan trække på hvert år. Det vil sige en fast slagplan for, hvordan det hele kan komme til at køre bedst muligt. Og selv om det er et stort knokkelarbejde, så er det samtidig også sjovt og noget helt andet end loppemarked og papir- og flaskeindsamling. Det er en oplevelse vi nødigt vil undvære, siger Karen Margrethe Fogh, der da også håber, at Lars Lilholt Band kommer og holder folkefest i slotsparken i juli måned 1999 også.
Mundtligt tilsagn om 1999-koncert
- Det har de sagt, at de vil, så det henholder vi os til, selv om der svirrer med rygter omkring en snarlig opløsning af bandet, fordi Lars Lilholt angiveligt skulle have fået tinnitus, der er en meget generende høreskade, beretter Karen Margrethe Fogh, der altså håber, at det bliver til mere end fem Lars Lilholt-koncerter i slotsparken ved Meilgård.
Ikke mindst fordi et kommende klubhusbyggeri sikkert godt kan »spise« nogle flere koncertoverskud.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000