03-08-1998

Dansk Folkeparti i Grenaa utilfreds med svar fra trafikminister ang. Grenaa Station

Grenaa Blad logo

Dansk Folkeparti i Grenaa ved formanden Bent Andersen er ikke imponeret over det svar, som trafikminister Sonja Mikkelsen(S) den 20. juli afleverede til DF's folketingsmedlem Poul Nødgaard angående forholdende på Grenaa Station. Spørgsmålet blev stillet til ministeren den 6. juli, og lyder som følger:

»Kan ministeren oplyse, om DSB er pligtig til at drive og vedligehold Grenaa Banegård med tilhørende ventesal og toiletter?«.Og ministeren svarer:

»DSB har oplyst, at indtil udgangen af 1997 har ventesal og toiletter i stationsbygningen på Grenaa Station været åbne. Imidlertid har der i følge DSB været meget grafitti og hærværk på stationsbygningen med forøgede driftsudgifter til følge. DSB meddelte derfor kommunen medio 1997, at DSB agtede at lukke stationsbygningen. DSB tilbød samtidig kommunen at overtage faciliteterne mod at betale driftsomkostningerne, hvilket kommunen ikke ønskede. Lukningen af faciliteterne sala i følge DSB desuden ses i lyset af, at DSB's passagerers ønske om vente- og toiletfaciliteter ikke er højt prioriteret på Grenaa Station, idet stationen er udgangsstation, hvilket gør, at toget holder i længere tid på stationen inden afgang. Fra det tidspunkt toget ankommer til perronen, er det muligt at benytte faciliteterne i toget«, svarer ministeren, og fortsætter:

»DSB har siden 1996 været i forhandling med Grenaa Kommune omkring salg af Grenaa Station med tilhørende arealer. DSB forventer, at forhandlingerne med kommunen afsluttes i løbet af efteråret 1998. For så vidt angår DSB's stationsfaciliteter har DSB oplyst, at der på ubetjente stationer generelt forefindes billetautomat, venterum/læskærm samt bænke, affaldsbeholdere og nødvendige toginformationer. DSB har ingen forpligtelse til fortsat at drive og vedligeholder Grenaa Banegård«, slutter ministeren.

Bent Andersen konstaterer tørt, at svaret fra Trafikministeriet desværre viser, at sagen om venterum og toiletter på Grenaa Station er helt uden interesse for både ledelsen i DSB såvel som den minister, der har det overordnede ansvar for området. Det har imidlertid ikke fået ham til at opgive ævret. Således har Dansk Folkeparti i Grena indgivet politianmeldelse mod DSB med henvisning til manglende vedligeholdelse af station og stationsplads foruden jernbaneoverskæringer og deraf følgende forringet sikkerhed for trafikanter omkring disse.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000