03-08-1998 |
|
Hjemmeværnet og harmonikafolket indtager biblioteket |
![]() |
På lørdag den 8. august er der igen »Levende Værksted« på Grenaa Bibliotek. Gunnar Mortensen og Kirsten Jacobsens harmonikaskole kommer forbi for at give prøver på, hvad skolen og dens elever formår udi harmonikaspillets svære kunst.
Som optakt til den næstfølgende lørdags »Levende Værksted« åbnes der mandag den 10. august endvidere en udstilling om Hjemmeværnet på Grenaa Bibliotek. Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet har enheder på Djursland, og sammen har de lavet en udstilling, der viser dele af deres virksomhed. Udstillingen fokuserer på den humanitære del af deres arbejde, nemlig førstehjælp og kommunikation. Der vises billeder af hjemmeværnet i arbejde og materiel fra de tre grene af hjemmeværnet. Det er fra det humanitære arbejde de fleste kender Hjemmeværnet - foreksempel ved oversvømmelser efter voldsomme regnskyl eller til afvikling af trafikken ved store sportsstævner.
Lørdag den 15. august vil personale fra Hjemmeværnet så demonstrere noget af deres arbejde i praksis. Der vil være demonstration af og instruktion i førstehjælp, og hvis man er interesseret kan man også blive sminket og derved optræde som ulykkesoffer.
På plænen udenfor biblioteket vil der blive opstillet en sendermast, så interesserede i alle aldre kan afprøve signalmidlerne. Der vil i hele perioden endvidere være fremlagt brochurer, som man kan tage med hjem og studere nærmere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000