22-06-1998 |
|
SOS Børnebyerne i Grenaa har fået et nyt tilholdssted! |
![]() |
De Grenaa-damer, der under Inger Andreassens kyndige vejledning hjælper med til at skrabe penge sammen til den internationale hjælpeorganisation SOS Børnebyerne - ved at strikke og hækle og sælge sådanne strikartikler - har fået et nyt tilholdssted. Efter fire gode år i Kattegatcentret har de måttet kigge sig omkring efter et nyt sted at være, og borgmester Gert Schou og turistchef Per Rasmussen har i fællesskab sørget for, at de fortsat har en fremtrædende placering i bybilledet. De har nemlig fået lov til at indtage Den Lille Pavillon ved Grenaa Havn, der tidligere år har fungeret som turistinformation i højsæsonen. Det gør den da også fortsat, idet de mest gængse turistbrochurer fortsat vil kunne fås her, ligesom Inger Andreassen og hendes damer agter at virke som turistguides i det omfang det kan lade sig gøre, og så ellers henvise til Turistkontoret på Torvet, hvis det gælder information, de ikke lige ligger inde med.
Mandag i sidste uge indtog SOS Børnebyerne i Grenaa Den Lille Pavillon og det skete ved en lille højtidelighed med deltagelse af blandt andre SOS-næstformanden i Danmark, den kendte DR-journalist Preben Dich. Han sagde i sin tale, at det ikke var helt almindeligt, at hovedbestyrelsen var repræsenteret ved sådanne lejligheder, men som han bemærkede, så er Inger Andreassen heller ikke en helt almindelig person.
Inger kan sælge julenisser i juli
- Hun er jo en levende legende i vores organisation. Skal der fremdrages et godt eksempel på en jern-indsats for SOS-Børnebyerne på vores hovedkontor i Innsbruck i Østrig, så er det ofte Ingers person, der bliver henvist til. Hun har medvirket til at indsamle et beløb på henved 800.000 kroner gennem årene, og hun er den eneste jeg kender, som kan sælge julenisser i juli. Vi har 40 lokalgrupper i Danmark, og Grenaa indtager en særstilling - i vid udstrækning på grund af Inger. Derfor er jeg kommet her i dag - ikke mindst for at takke kommunen og turistforeningen for den velvilje der herfra er blevet udvist i bestræbelserne på at finde et nyt sted til Inger og hendes damer, sagde Preben Dich.
Borgmester Gert Schou kvitterede ved at lykønske Inger Andreassen med den nye placering, og rose hende for hendes indsats for SOS-Børnebyerne gennem 20 år.
- Det hele startede med et fadderskab for en lille pige i Calcutta i Indien. Det har siden dengang udviklet sig til fadderskaber for 30 børn, 1 skolefadderskab og 10 byer. Flot klaret. Du har glædet dig selv ved at hjælpe andre, og selv om helbredet knaser og alderen måske er begyndt at trykke lidt, så er der stadig hos dig en ubændig vilje til at fortsætte arbejdet med at skaffe penge til SOS-Børnebyerne, og det er vi allesammen dig tak skyldig for. Jeg håber, at dette sted vil bidrage positivt til dette arbejde, sagde Gert Schou blandt andet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000