22-06-1998

Stjernerock i parken i Grenaa med navne som Nina Forsberg, Souvenirs og The Commitments!

Grenaa Blad logo

Park Rock '98 i Grenaa på fredag:Stjernerock i parken i Grenaa med navne som Nina Forsberg, Souvenirs og The Commitments!

Parken/festpladsen ved Grenaa Hallen kommer til at danne rammen om én-dagsfestivalen »Park Rock '98« fredag den 26. juni. Det er det lokale bookingbureau Fishbone Music Group, der har taget initiativ til denne omgang pop og rock i Anlægget i Grenaa med blandt andre stjernenavne som bandet fra film-hittet »The Commitments« - dog uden forsanger Andrew Strong - den danske pop-trio »Souvenirs« med blandt andet landeplagen »Jeg hader Susanne« og den tidligere One-Two-sangerinde Nina Forsberg, der er aktuel med et helt nyt album. Tre lokale bands træder også op denne eftermiddag og aften i Grenaa: New Yorhus, BlueSoil og Pure 80'ties.

Indehaveren af Fishbone Music Group, Ronni Didriksen, håber med dette initiativ at kunne gøre »Park Rock« til en årligt tilbagevendende begivenhed i Grenaa.

- Bagtanken er, at vores fremragende og smukke park gerne skulle komme til at danne rammen om en god oplevelse for et bredt publikum, siger Ronni Didriksen, der endvidere fortæller, at »Park Rock '98« er bygget op omkring en koncert med det irske soul-band »Stars From The Commitments«, som gæstede byen ved en udsolgt koncert i Pavillonen i marts måned. En koncert FMG arrangerede i samarbejde med Østdjurs Musikforening.

- Vi har fået mange positive reaktioner på den koncert, der igen gav liv og glade dage i Pavillonen. Vi vil gerne give de folk, der ikke fik billet sidste gang, en mulighed for at opleve bandet, og chancen bød sig, fordi de er i landet p.t. for at spille på blandt andet Nibe Festivalen, fortæller han.


Gratis entré for alle dem der hedder Susanne

Foruden The Stars From The Commitments bliver der koncert med højaktuelle Souvenirs med Sofie Bonde i den vokale forgrund. Souvenirs har netop udgivet et nyt album »Villa Danmark«, hvor specielt sangen »Jeg hader Susanne« har radiohittet så det gør en ting. Alle dem, der hedder Susanne, har formentligt bandet sangen langt væk på grund af de mere eller mindre godmodige drillerier, dette hit har medført, men nu får de en mulighed for at få et lille plaster på såret i form af gratis entré til »Park Rock '98« - forudsat, at man altså kan bevise, at man virkelig hedder Susanne.


Grammy-vinder

Endvidere får Grenaa besøg af Nina Forsberg, der fik en Grammy som »Årets Sangerinde 1997« ovenpå debut-soloalbummet »Freewheelin'«. Titelsangen fra det album blev et solidt hit, og sidste sommer kunne man også høre hendes intense fortolkning af titelnummeret til Elvis Presley-hyldesten »Burnin' Love«. Her i 1998 er hun aktuel med sit andet soloalbum »12 Rounds«, hvorfra nummeret »I'm Afraid I Can't Help It« har hittet ganske pænt i kølvandet på nogle flotte anmeldelser i pressen omkring albummet som helhed.


Tre lokale bands

Resten af programmet består af lokale bands. New Yorhus er udsprunget af musikmiljøet på Grenaa Gymnasium, og har ved flere tidligere lejligheder huseret ved koncerter i Grenaa med deres coverversioner af diverse hits. BlueSoil er et velanskrevet band på den lokale musikscene. Bandet er tilbage med deres velkendte blues-rock coverversioner ovenpå en mindre pause. Og endelig er der så Pure 80'ties - et nyt lokalt band, der er udsprunget af det hedengangen One Xception, som Ronni Didriksen i øvrigt selv var forsanger i. Der må således være lagt op til, at dagens koncertarrangør selv springer op på scenen for at trykke coverversioner af nogle af de største 80'er hits af.


Billig entré

- Billetpriserne ved mange af de store udendørs-arrangementer er efterhånden blevet så høje, at mange bliver væk. Det vil vi ikke risikere, så vi har valgt at holde billetpriserne helt i bund, så det ihvertfald ikke kan bruges som undskyldning for at blive væk, slutter Ronni Didriksen, der også vurderer, at de lave billetpriser vil kunne give børnefamilierne en økonomisk mulighed for at være med.

Billetter i forsalg kan købes i alle Djurslands Banks afdelinger samt i Rillen i Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000