22-06-1998

Dansk oldtidsgåde søges løst - forsøg på sejlads i oldtidsbåd til broderfolk

Grenaa Blad logo

Onsdag den 17. juni i sidste uge ankom en 12 meter lang poppelstamme til Familieparken i Gravlev ved Ebeltoft. Træstammen kommer fra Kalø-skovene under Fussingø Statsskovdistrikt. Træstammen vil under opholdet i Familieparken blive udhugget og forarbejdet så den til slut fremstår som en oldtids-stammebåd. Der er tale om et forsøg på at løse en dansk oldtidsgåde: Kunne stenalderdanskerne sejle til Norge og Sverige i udhulede stammebåde? Fund af nordjysk flint i Vestsverige og i Norge indikerer, at der i oldtiden var handelsforbindelser mellem disse to lande og det nordlige Jylland. Flere forskere har derfor spekuleret på, om man i bondestenalderen havde havgående både. For at kaste lys over problematikken søsætter Familieparken i bogstaveligste forstand Projekt Skjødsholm. Et projekt, der indebærer, at fire personer vil forsøge at krydse Kattegat og Skagerrak i en sådan 10 meter lang stammebåd. Efter lang tids forberedelse blev de første praktiske skridt taget onsdag i sidste uge, da den 12 meter lange træstamme ankom til parken. De følgende par uger går så med at udhugge den og i det hele taget lave den om til et sødygtigt fartøj.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000