09-02-1998

Handelsskolens gamle kursus-pavilloner er brækket ned - men bliver genopført af og ved Nørre Djurs Produktionsskole!

Grenaa Blad logo

Det meste af sidste uge var lærere og elever fra Nørre Djurs Produktionsskole i Stenvad travlt beskæftiget med at brække Grenaa Handelsskoles gamle kursus-pavilloner ned. Men der var ikke tale om et regulært nedrivningsprojekt, men derimod om et regulært genbrugsprojekt, idet folkene fra skolen forsigtigt skilte sektionerne fra hinanden, for derpå at sørge for transport af hele molevitten til produktionsskolen, hvor bygninger vil blive genopført helt efter skolefolkenes hoveder.

På Grenaa Handelsskole er man meget glade for den aftale, der er blevet indgået med Nørre Djurs Produktionsskole.

- Det er jo nogle gamle kommunale skattebygninger, som vi i første omgang spurgte, om den oprindelige ejer, kommunen, ville være interesseret i at få tilbage. Det var man ikke, og vi syntes jo det ville være spild af kroner, hvis vi bare måtte kaste det hele på lossepladsen, så vi begyndte at forhøre os lidt rundt omkring, siger lederen af Grenaa Handelsskoles - nye - Kursuscenter, Svend Møller Kristensen, og han fortsætter:

- Det viste sig ret hurtigt, at produktionsskolen i Nørre Djurs var interesseret i både de bygninger og det inventar, der er blevet til overs efter etableringen af vores nye kursuscenter, idet produktionsskolen i nogen tid har stået foran en udvidelse, og da skolen pludselig stod med en kommunal bevilling i form af et rentefrit lån på 100.000 kroner, så kunne planerne realiseres her og nu. Det vil sige de brød ned i sidste uge, for senere at gå i gang med at stille det hele op igen derude, siger Svend Møller Kristensen, der synes skolefolkene har gjort et imponerende stykke arbejde med at pille bygningerne fra hinanden, og samtidig klargøre hver del til en genopstilling på et byggemodnet areal ved skolen.Genbrugs-tanken- Det er jo et positivt projekt på flere ledder. Dels falder det fint i tråd med den genbrugs-ideologi, vi jo bekender os til, og så er det jo meningsfyldt beskæftigelse for de involverede unge mennesker. Samtidig er der så et projekt i projektet, fordi de har lovet at lave en beplantningsskitse til os for det friareal, der nu bliver her hos os. Grunden vil blive fyldt op med bænke og beplantning med videre, som de også vil lave for os som et uddannelsesprojekt. Det skulle så komme igang til foråret. Så får vi jo også noget pænt at kigge på til den tid, siger Svend Møller Kristensen.Billig udvidelseOg produktionsskolen er også godt tilfreds med projektet. Forstander Bjarne Kristensen siger:

- Vi får en hårdt tiltrængt udvidelse på cirka 280 m2 til en samlet pris - alt inklusive - på en 3-400.000 kroner, og der må siges at være billigt. Vi holder vinterferie i indeværende uge, men i næste uge går vi i gang med at stille op, og det hele munder ud i nye værksteds- og undervisningsfaciliteter for skolen, så det må siges at have været meget meningsfuld beskæftigelse for vores vedkommende, siger Bjarne Kristensen fra Nørre Djurs Produktionsskole.

Fundamentet er støbt og klar til at tage imod de gamle pavillon-bygninger, som altså blev reddet fra bulldozernes hærgen ved, at der blev tænkt i genbrug og dermed billige kvadratmeterpriser for et nyt skolebyggeri i Nørre Djurs.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000