09-02-1998 |
|
Generalforsamling i lokal S-partiforening: |
![]() |
Socialdemokrater kunne se tilbage på et valg der både var en sejr og et nederlag!
Socialdemokrater kunne se tilbage på et valg der både var en sejr og et nederlag!
Den socialdemokratiske partiforening i Grenaa Kommune kunne mandag i sidste uge afholde sin årlige generalforsamling i SID's lokaler på Østergade i Grenaa, og formanden Niels Erik Iversen kunne i sin årsberetning blandt andet se tilbage på et valg, der både var en sejr og et nederlag for de lokale socialdemokrater. En konstitueringsaftale med SF og Grenaa Listen bevirkede, at Socialdemokratiet bevarede borgmesterposten på trods af, at S faktisk mistede 1100 stemmer og ét mandat i forhold til valget i 1994. Niels Erik Iversen var én af de otte socialdemokrater, der opnåede valg til byrådet, og han havde forud for generalforsamlingen bekendtgjort, at han ikke ønskede genvalg til posten som partiforeningens formand, men af mangel på kandidater indvilgede han i at tage endnu en tørn - i det mindste indtil en ny formand er fundet.
Ole Andersen og Marianne Jensen opnåede nyvalg til bestyrelsen, da Birgit Jensen og Christian Hansen ikke ønskede genvalg, mens der var genvalg til Kjeld Christensen.1997-valgetÅrsberetningen kredsede selvsagt en hel del omkring sidste års store begivenhed - valget til by- og amtsråd den 18. november 1997. Niels Erik Iversen konstaterede, at forarbejdet havde været stort og kostet mange kræfter, og altså resulterede i både et nederlag og en sejr.
- Nederlaget måtte vi tage i vælgertilslutningen. Vi mistede næsten 1100 stemmer i forhold til sidste valg. Sejren tog vi hjem på selve valgnatten, hvor vi gennem konstitueringsaftalen med SF og Grenaa Listen sikrede os borgmesterposten. Der kan være flere årsager til, at vælgertilslutningen denne gang ikke var så god, men det forhold, at der på venstrefløjen var endnu en liste - Grenaa Listen - har nok en del af skylden. En anden årsag kunne være, at vi skiftede borgmesterkandidat. Ved sidste valg fik Arne Jessen næsten 2000 personlige stemmer. Endelig har vi haft de kendte sager med eksklusionen af Leo Andreasen og Stærke Hansen-sagen, som sikkert kan have medført den mindre vælgertilsutning til os, sagde Niels Erik Iversen, der sammen med den øvrige bestyrelse har sat sig for at få gennemanalyseret byrådsvalget, så socialdemokraterne kan være bedre rustet til det næste valg.Bredt samarbejde i Grenaa Byråd- Med en 8-mandsgruppe i byrådet skal der forhandles bredt. Vi har i den sidste periode vist, at den opgave magter vi fint, og med Gert Schou ved roret er vi sikker på, at kursen fortsat vil være rettet mod en positiv udvikling af kommunen, sagde formanden.
Han kunne også glæde sig over, at arbejdsløsheden er faldet meget på Djursland på det seneste og at denne udvikling bør fastholdes med gennemtænkte mål. Det tilskrev han de positive resultater, som den socialdemokratisk ledede regering har opnået siden sin tiltræden tilbage i 1993.
- Ledigheden falder mere herhjemme end i noget andet europæisk land. Vi har dermed en enestående chance for at skabe en lang periode med fremgang i beskæftigelse og velfærd, og det er vigtigt, at alle får del i denne velfærd, sagde han.Tro på fremtidenHan konkluderede også, at der ikke var nogen mening i ikke at tro på fremtiden på Djursland, selv om man ikke kan sige sig fri for at være plaget af virksomhedslukninger og infrastrukturelle handicaps.
- Blot må vi konstatere, at der ikke er noget der kommer af sig selv. Vi må alle gøre vores til, at Grenaa Kommune bliver en mønsterkommune, sagde Niels Erik Iversen, der blandt andet pegede på, at der fortsat burde arbejdes på at styrke infrastrukturen af hensyn til erhvervsudviklingen på Djursland. Her tænkte han især på de »to hængsler« til motorvejen ved Århus og Randers.Håber stadig på en Hundested-færgeEt lille hjertesuk fik man også fra formanden:
- Det er stadigvæk håbet, at vi igen kan byde velkommen til en Grenaa-Hundested-færge. Desværre har vi næsten vænnet os til, at vi ikke længere har en Hundested-færge, men en ny færge ville betyde meget for tiltroen til fremtiden på Djursland, fastholdt formanden.
Tirstrup Lufthavn blev også berørt i beretningen.
- For os er det utroligt vigtigt, at vi kan bevare og udbygge Tirstrup Lufthavn. En lukning og flytning af lufthavnen ville være intet mindre end en katastrofe for Djursland. Betyder 10 minutters sparet transporttid til lufthavnen, ved at etablere den et andet sted, virkelig så meget? Alle i amtet burde én gang for alle nå til den erkendelse, at lufthavnen skal ligge i Tirstrup, sagde han.Seminarium til Grenaa!På uddannelsesområdet så han gerne, at en gren af et seminarium eller anden overbygningsuddannelse blev tilført byen, og nævnte en Social- og Sundhedsskole og PGU - Pædagogisk Grund Uddannelse - som et oplagt valg. Dette skulle ske i bestræbelserne på at holde på nogle af de unge i området, der ellers ville søge videreuddannelse andetsteds.
Med hensyn til arbejdet med at finde en ny formand, kan Niels Erik Iversen fortælle, at der er nedsat et udvalg, der skal arbejde med sagen. Efter et bestyrelsesmøde i marts forventer han, at der vil kunne indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med valg af ny formand som det overordnede programpunkt.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000