09-02-1998 |
|
»Svømmehallens Venner« vil gerne være nogle flere |
![]() |
Foreningen Svømmehallens Venner er en aktiv brugergruppe, der går ind for bevarelse af svømmehallen ved Søndre Skole i Grenaa som et åbent tilbud til byens borgere, hvilket er udtrykt direkte i formålsparagraffen. Dernæst og sideløbende arbejder foreningen på, at der skal skabes forbedringer i og omkring svømmehallen, så det kan blive endnu mere attraktivt at benytte sig af svømmehallens offentlige åbningstid. For at få mere opbakning (læs: Flere medlemmer!) til Foreningen Svømmehallens Venner og dens bestræbelser på at skabe forbedringer både udstyrsmæssigt såvel som prismæssigt for brugerne, inviteres der til »Hyggeaften i svømmehallen« torsdag den 12. februar i indeværende uge. Foreningen er vært ved gratis kaffe og the - brød kan købes - og deltagerne vil blive opfordret til at melde sig ind i foreningen, der opererer med ét af de allermindste foreningskontingenter i hele kongeriget: 10 kroner om året!Levende lys i svømmehallen- Kontingentets størrelse skulle således ikke kunne afskrække nogen fra at melde sig ind, siger formanden for Svømmehallens Venner Poul Ovesen, der kan fortælle, at svømmehallen denne aften endvidere vil blive illumineret med levende lys i en times tid.
- Foreningens ønske til brugerne er, at de holder gejsten oppe og fortsat møder talstærkt frem, så vi vil kunne opnå et grundlag til at indgå i en forhandling med kommunen. Mange i foreningen kommer en del rundt i landet og besøger naturligvis de stedlige svømmefaciliteter, og det er helt klart, at langt de fleste svømmehaller er mere alsidigt udstyret end Grenaa Svømmehal er, og det er ligeså klart, at de alle har en lavere entrépris. Grenaa Svømmehal er en skrabet udgave på en sådan - lige pånær billetprisen, den ligger helt i top. Det harmonerer jo ikke, siger Poul Ovsen, der dog glæder sig over, at besøgstallet stiger trods misforhorholdet mellem entrépris og faciliteter.
- På trods af, at kommunen gav »punktskatteskruen« et par ekstra stramninger med hensyn til en væsentlig forhøjelse af entréprisen for adgang til svømmehallen, så er det ikke desto mindre alligevel dejligt her i 1998 at kunne konstatere, at besøgstallet stiger og dermed også entréindtægterne. Skulle det vise sig, at regnskabet vil komme til at udvise et overskud for 1997-98, så er der en meget væsentlig grund til at gå i dialog med kommunen for at få foretaget en reduktion i billetprisen for fremtiden, siger Poul Ovesen, der sammen med de øvrige medlemmer i foreningen også har gjort sig nogle tanke over emnet; forbedringer!
- Det vi har i tankerne er en udbygning med et mere børnevenligt bassin for forældre med helt små børn. Der kunne i forbindelse med en eventuel udbygning tænkes i baner såsom spa-pool, solarier, fitness-rum, massage med videre. Dette sidste tilbud har svømmehallen prøvet med på forsøgsbasis, og de brugere, der nåede at komme under behandling, var yderst tilfredse, slutter Poul Ovesen, der altså mener, at der er nok at tage fat på med hensyn til en udvidelse af tilbuddene i svømmehallen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000