09-02-1998

Brandstander på Århusvej påkørt af lastvogn

Grenaa Blad logo

Ved 13-tiden mandag i sidste uge blev en brandstander på Århusvej i Grenaa - ved adressen 94-96 - påkørt af en lastbil. Standeren knækkede, hvorpå vandet begyndte at sprøjte ud. Derpå kørte lastbilen fra stedet uden før eller siden at give sig til kende overfor myndighederne. Den kommunale vandforsyning måtte rykke ud for at stoppe vandmasserne og udbedre skaderne på standeren. Politiet ved, at der er tale om en lastbil, fordi en sådan efterlod sig et visitkort i form af et tabt og beskadiget lygteglas ovenpå sammenstødet. Skulle en lastbil således stå og mangle et lygteglas, så har man måske fundet synderen, som politiet under alle omstændigheder gerne vil finde frem til.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000