12-01-1998 |
|
Sommerhusgrunde ved Grenaa Strand kan ikke sælges med forkøbsret! |
![]() |
Tilsynsrådet har talt påny:Sommerhusgrunde ved Grenaa Strand kan ikke sælges med forkøbsret!Tilsynsrådet for Århus Amt har nu afgjort en meget omdiskuteret politisk sag i Grenaa Kommune - nemlig salget af kommunens 595 sommerhusgrunde ved Grenaa Strand. Ved behandlingen og vedtagelsen af 1997-budgettet i efteråret 1996 besluttede et snævert flertal bestående af Venstres otte medlemmer, De Konservatives ene og den daværende - nu ekskluderede socialdemokrat - Leo Andreasen, at kommunekassen skulle styrkes ved at sælge disse sommerhusgrunde, som kommunen ellers lejer ud til sommerhusejerne på de respektive grunde. Men det spinkle flertal betingede salget af sommerhusgrundene med, at det kun måtte være sommerhusejerne som kunne blive købere til de enkelte grunde. Hver enkelt sommerhusejer skulle således have en forkøbsret til »sin egen« grund, men den går ikke i henhold til de gældende EU-regler på området, har Tilsynsrådet nu slået definitivt fast. Grundene skal derfor i offentligt udbud, hvis de skal sælges. Og det skal de for at sikre, at alle får lige mulighed for at købe grundene, og at kommunen derved får den højest mulige pris for grundene, idet alle dermed får mulighed for at byde. Denne mulighed forpasses, idet kommunen og en sommerhusejer aftaler en pris på grunden. Muligheden for at byde over denne givne salgspris eksisterer ikke, hvis sommerhusejerne får forkøbsret til deres grunde, og derfor har Tilsynsrådet endnu engang vendt tommelen nedad, selv om Grenaa Kommune har kørt frem med argumenter om, at alt andet end forkøbsret ville være urimeligt overfor de sommerhusejere, der jo har foretaget investeringer på grundene i form af byggeri af et sommerhus eller køb af et sommerhus. Men Tilsynsrådet mener ikke, at der er et retligt grundlag for at give sommerhusejerne en sådan fortrinsstilling i Grenaa-sagen.Sagen skal i byrådet pånyDet skal snarest i det nye år afgøres, om der fortsat er et flertal i byrådet for et salg af grundene. Er der det, vil det næste træk givet være at klage over Tilsynsrådets afgørelse til Indenrigsministeriet. Men Grenaa Kommunes nye borgmester, Gert Schou, vil ikke udelukke, at der tages en helt ny beslutning i sagen - nemlig at sagen om salget af sommerhusgrundene droppes helt og aldeles.
- Jeg respekterer naturligvis flertallets afgørelse, men vi kan ikke lukke øjnene for, at denne sag efterhånden har lidt så mange skibbrud hos relevante myndigheder, at vi snart ikke kan forsvare at lade den cykle yderligere rundt i systemet. Jeg mener, at der nu foreligger en ny situation, som det nye byråd må tage stilling til ved at stemme om den skal køre videre eller droppes. Og bliver det det sidste, så lider kommunen ikke økonomisk ruin af den grund, for pengene ved salget af grundene er ikke budgetteteret til at skulle indgå i driften, men derimod til brug ved udviklingsprojekter, der vil kunne skabe nye arbejdspladser i kommunen. De penge må vi så finde på anden vis, har han udtalt til Østjyllands Radio.Borgerlige vil fortsætteVenstres gruppeformand og viceborgmester, Mogens Blach, er af den holdning, at sagen fortsat skal gå sin gang i systemet ved at klage over Tilsynsrådets afgørelse til Indenrigsminister Thorkild Simonsen, og så afvente hans svar på spørgsmålet om, hvorvidt sommerhusgrundene ved Grenaa Strand kan sælges med forkøbsret til sommerhusejerne eller ej.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000