12-01-1998

Grenaa-revisor har fusioneret med City Revision Århus I/S

Grenaa Blad logo

Det statsautoriserede revisionsfirma i Grenaa, Revisionsfirmaet Ambrosius ved Kai Ambrosius, er pr. den 1. januar i år fusioneret med City Revision Århus I/S. Ved fusionen er begge firmaer kommet til at hedde City Revision I/S, og der er nu tale om et revisionsfirma med 4 statsautoriserede revisorer som beskæftiger i alt 18 medarbejdere med kontor i Mejlgade i Århus og i Nørregade i Grenaa. I forbindelse med fusionen afholdes der reception på forretningsadressen Nørregade 12 i Grenaa onsdag den 14. januar i indeværende uge.

Baggrunden for fusionen skal findes for cirka halvandet år siden, da Kai Ambrosius valgte at forlade sin kompagnon, statsautoriseret revisor Aksel Pedersen, Grenaa, og gå solo.

- Jeg har faktisk ledt efter samarbejdspartnere lige siden, for det er temmeligt hårdt i alle henseender at være alene, så jeg er utroligt glad for, at det er lykkedes at finde så seriøse og velfundere partnere, som der her er tale om, siger Kai Ambrosius.

De statsautoriserede revisorer Ole Schaldemose og Karsten Madsen har været medejere i firmaet siden 1980. I 1990 blev statsautoriseret revisor Lars Christensen også medejer, og med introduktionen af Kai Ambrosius i medejerstaben, har man i firmaet nu taget de første spæde skridt til et ad åre kommende generationsskifte. Og så er fusionen naturligvis også et skridt i retning af øget kundetilgang for firmaet på Djursland.

- Men vi er trods fusionen stadig relativt små set i forhold til de store revisionsfirmaer, og det er vedblivende vores helt store styrke, fordi vi satser på en tæt personlig kontakt til vore kunder. Der er plads til og behov for et firma af vores størrelse. Giganterne mister mange mindre kunder - ofte fordi de mindre kunder slet ikke interesserer dem - men disse kunder, det er vores nøglekunder. Vi satser på de små og mellemstore virksomheder, og laver en god, personlig service uden at forskelsbehandle. Det har været konceptet fra starten af, og det har sikret firma en stille og rolig vækst gennem årene, siger Ole Schaldemose.

- Og med fusionen styrker vi tillige målsætningen om fortsat selvstændighed og sikring af et højt fagligt niveau i forhold til vore kunder, fortsætter han.ERFA-samarbejdeFor at sikre og udbygge et højt fagligt og etisk niveau, er City Revision en del af et jysk-fynsk ERFA-samarbejde i selskab med otte andre revisionsfirmaer af samme størrelse og struktur og med den samme målsætning. Her samarbejdes der omkring kurser, uddannelse og markedsføring, og man hjælper her hinanden med af skabe faglige standarder og lave fælles kvalitetsstyring og kontrol. Firmaerne er også underlagt et kvalitetsstyringssystem fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, og City Revision var blandt de første firmaer, der blev udtaget til kvalitetskontrol. Et kontrolbesøg resulterede i en flot rapport.Århus-ekspertiseKai Ambrosius skal lede firmaets Grenaa-afdeling fra de nye lokaler i Nørregade. Oprindeligt startede han i Mogensgade 3b. Fra Nørregade udgår således den daglige betjening af kunderne, og opstår der behov for speciel ekspertise på eksempelvis skatteområdet, kan der trækkes på folk med en sådan special-viden på Århus-kontoret, hvilket Kai Ambrosius opfatter som en stor styrkelse af forretningsgrundlaget for hans vedkommende her i Grenaa.

Der er reception på adressen Nørregade 12 i Grenaa onsdag den 14. januar kl. 13-16, hvor City Revision I/S glæder sig til at se kunder, forretningsforbindelser og venner af huset.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000