22-12-1997

Renoveringsplan for ledningsnettet skrider frem - efter planen...

Grenaa Blad logo

Grenaa Varmeværk er i disse år langt fremme med en renoveringsplan for hele ledningsnettet. Hvert år de seneste tre år er der spenderet op mod 4 millioner kroner pr. år på renovering af ledningsnettet. I øjeblikket mangler man kun at komme igennem de sidste 10%, og det sidste store hug tages i det kommende år, hvorefter man vil kunne halvere den årlige renoveringsudgift. I alle årene har man hos GV været oppe på mærkerne med hensyn til at indhente CO2-tilskud fra diverse miljøpuljer, og senest har man fået fat i over 500.000 kroner fra en opsamlingspulje, som man i første omgang ellers ikke kunne komme i betragtning til. Sløvsind fra andres side har imidlertid gjort, at GV også fik del i disse puljemidler for 1998 - ialt cirka 18% af det samlede renoveringsbeløb.

- Over en fire-års periode har vi indhentet tilskud i en størrelsesorden, så det ene år faktisk har været gratis. Vi har med andre ord hentet cirka 1 million kroner hjem om året på tilskud, siger direktør Gert Schou.

I 1998 venter der ledningsrenoveringer på dele af Dr. Louisesvej, Bredgade, Åboulevarden, Storegade og Østerbrogade blandt andet.

Fra 1999 kan man derpå reducere anlægsaktiviteten med 50% indtil hele renoveringsplanen er gennemført i år 2002.

- Der er også god økonomi i et renoveret ledningsnet, fordi vi kan reducere vandtabet med op til 75%. Et optimeret system vil derved kunne klare flere varmeaftagere med den samme mængde opvarmede vand, og er alt andet lige med til at give varmeværket en betydeligt bedre økonomi, fordi vi reducerer vand- og energitabet betydeligt med et fuldt renoveret ledningsnet, som vi efter år 2002 og mange år frem i tiden ikke skal ofre ret mange penge på, siger Gert Schou

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000