15-12-1997 |
|
Rekordstort skib i Grenaa Havn |
![]() |
Det rumænske skib »Motru« har slået den tidligere rekord vedrørende størrelse på skibe, der anløber Grenaa Havn. Og det endda med op til flere længder. Skibet ankom til Grenaa Havn torsdag aften ved midnatstid i sidste uge, og blev i havnen weekenden over med det formål for øje at laste 13.000 tons korn fra KFK's lager. Skibet har en dødvægt på 24.825 tons, er 185 meter langt og næsten 23 meter bredt. Der måtte hele to Switzer-slæbebåde til at bugsere det kæmpestore skib ind i Grenaa Havn - og ud igen for den sags skyld. Frank Larsen fra Østergaards Eftf. - der har stået for alt det praktiske vedrørende anløbet i havnen - vurderer, at »Motru« er lidt mere end tre gange så stort som det hidtil største skib i havnen.
Skibet skulle efter planen have anløbet Grenaa Havn noget tidligere på ugen, men det blev forsinket i Fredericia på grund af regnvejr, idet der også her skulle lastes KFK-korn på skibet. Og det lader sig af logiske grunde ikke gøre i regnvejr. Et problem som man i øvrigt også blev ramt af i Grenaa Havn fredag, hvilket formentligt har forsinket afrejsetidspunktet noget. Der var afsat tre arbejdsdage til lastningen - med hjælp fra hele to af havnens kraner - af de mange tons korn, og seneste afsejlingstidspunkt skulle være mandag aften i indeværende uge, fortæller Frank Larsen.Chartret ubesetDet er det københavnske shippingfirma Copen Ship, der har chartret det rumænske skib ubeset fra Rotterdam, og Copen Ship har så udpeget G. Østergaards Eftf. som agenter på anløbet i Grenaa Havn.
- Det er vores job at få alt til at glide i forbindelse med anløbet - det være sig forhyring af de to Switzer-slæbebåde »Sigyn« og »Goliath«, der har skullet hjælpe skib ind og ud af havnen, og en række andre praktiske forhold. Vi er af KFK endvidere udpeget som stevedorer på lastningsopgaven, så vi har haft en hel del at se til i den anledning. Det er en stor mundfuld med et anløb af denne størrelse. Alene anløbsudgiften for Copen Ship på et enkelt havneanløb udgør en sum på den anden side af 100.000 kroner, så det er ikke pebernødder vi snakker om, siger Frank Larsen til Grenaa Bladet.Rekord slåes ikke forløbigtOg med havnens nuværende dimensionering kan kibene ganske enkelt ikke blive større. Det forhindrer både den maksimale kajlængde såvel som havnedybden. Der er 10 meter at gøre godt med i Nordhavnen, hvor »Motru« lagde til. Ved ankomsten stak skibet 7,5 meter. Da det forlod havnen stak det 9,2 meter under vandoverfladen. Der var med andre ord kun 80 cm. at give af til havnebunden.
- Mere dybgang må et skib ganske enkelt ikke have i Grenaa Havn, slutter Frank Larsen.
Kornet skal til to lossehavne i middelhavet, og kæmpeskibet og dets rumænske besætning er formentlig på vej sydover med den store kornlast mens disse linier læses.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000