15-12-1997

Nielsen Møbler & Tæpper får ny indehaver fra nytår!

Grenaa Blad logo

Ejerskifte i møbelhus på Trekanten i Grenaa:Nielsen Møbler & Tæpper får ny indehaver fra nytår!Efter præcis 25 år og 1 måned takker Margit og Henry Nielsen fra og med den 1. januar 1998 af som indehavere af Nielsen Møbler & Tæpper på Trekanten i Grenaa. Ny indehaver er Michael Kristensen, der de seneste otte år har virket som bilsælger hos Toyota, som også holder til på Trekanten i Grenaa. Det er da også dette naboskab, der har ført til handlen mellem parterne.

- Henry har gået og prikket til mig de sidste par år for få mig til at overtage forretningen, og nu er det altså blevet en realitet, siger Michael Kristensen, der har en vis erfaring med branchen, da han er udlært snedker.

Han har før været selvstændig, men ikke i den målestok, som der nu bliver tale om med den store møbel- og tæppeforretning på Trekanten. Margit og Henry Nielsen har i øvrigt ansat Michael Kristensen for december måned, hvilket giver ham lejlighed til at lære forretningen at kende.

- Det kræver jo lidt tilvænning at skulle springe fra rollen som bilsælger til en ditto som selvstændig møbel- og tæppeforhandler. Og man skal heller ikke regne med store revolutioner fra min hånd. Jeg agter at køre firmaet videre i den ånd det hidtil er blevet drevet, med det samme mandskab som nu, og jeg er på den led også glad for, at Margit og Henry fortsat vil give et nap med, selv om de har afhændet forretningen til mig. De vil således stadig være at finde i Nielsen Møbler & Tæpper, siger Michael Kristensen, der ej heller vil ændre firmanavnet på anden vis, end ved at tilføje et »Eftf.«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000