08-12-1997

Det nye byråd i Grenaa konstituerer sig

Grenaa Blad logo

Tirsdag den 9. december i indeværende uge afholdes det konstituerende møde for det nye Grenaa Byråd ovenpå valget den 18. november. Der skal vælges ny borgmester, der skal vælges 1. og 2. viceborgmester og der skal vælges medlemmer til de stående politiske udvalg foruden valg af personer både i og udenfor byrådet til at mindre hav af andre udvalg, kommisioner, nævn og bestyrelser i relation til kommunens virke. Men alle disse person-sammensætninger er allerede på plads inden det konstituerende møde via diverse skriftlige aftaler mellem partierne/listerne i byrådet. En 10-mandsgruppe bestående af 8 socialdemokrater, SF's Allan Andersen og Grenaa Listens Egil Classen har flertallet på 10 mod 9 borgerlige byrådsmedlemmer - to fra De Konservative og syv fra Venstre - og disse parter blev umiddelbart efter valget indbyrdes enige om at pege på Socialdemokratiets spidskandidat Gert Schou som Grenaa Kommunes borgmester de næste fire år. Aftalen indebar, at Allan Andersen bliver formand for Børne- og Ungdomsudvalget,

mens Egil Classen får plads i både Økonomiudvalget og i Voksenudvalget. Gert Schou har efterfølgende indgået skriftlige aftaler med de to borgerlige partier angående de øvrige udvalgsposter, og her har han tilbudt dem mere end de egentlig har krav på i henhold til deres stemmeantal.Invitation til et bredt samarbejde- Det har jeg gjort for at invitere til det bredest mulige samarbejde i Grenaa Byråd, og jeg har faktisk papir på at have lavet den bredeste konstituering i Grenaa Kommunes historie, siger han til Grenaa Bladet.

Konstitueringsaftalerne betyder, at Venstres Mogens Blach mister formandsposten i Teknisk Udvalg, men beholder titlen som 1. viceborgmester. Som ny 2. viceborgmester efter Gert Schou udpeges partifællen Erik Hoberg. Gert Schou bliver også automatisk formand for Økonomiudvalget, hvor Mogens Blach bliver næstformand. Blach skifter dermed fra Teknisk Udvalg til Økonomiudvalget. Venstres Knud Kildal fortsætter i dette udvalg. De to nye i udvalget bliver Egil Classen fra Grenaa Listen og socialdemokraten Henry Møller.Henning Christensen bliver ny TU-formandNy formand i Teknisk Udvalg hedder Henning Christensen(S), og han får den nyvalgte Venstre-mand Jørgen Katholm som næstformand. Nye i udvalget er tillige Grenaa's borgmester gennem 20 år Arne Jessen, De Konservatives Poul Bach og Svend Brandstrup Hansen(V).

Familie- og Kulturudvalget er blevet splittet op i to udvalg, da man i dette udvalg har ment, at sagsmængden har været for stor at kapere for ét enkelt udvalg. Udvalget er splittet op i et Børne- og Ungdomsudvalg og et Voksen- og Fritidsudvalg. Førstnævnte udvalg får SF'eren Allan Andersen som formand og Venstres Alice Espeholt som næstformand. Derudover består udvalget for børn og unge af Niels Erik Iversen(S), Valdemar Haumand(S) og Lotte Horneman(V).

Voksen- og Fritidsudvalget får Erik Hoberg(S) som formand og den konservative Lisbeth Steninge som næstformand. Derudover kommer udvalget til at bestå af Birgit Jensen(S), Egil Classen(GL) og Peder Olesgaard(V).Poul Bach bliver ny formand for HavneudvalgetHavneudvalget får ny formand i skikkelse af De Konservatives Poul Bach. Gert Schou bliver næstformand, mens de to øvrige fra Grenaa Byråd bliver Arne Jessen(S) og Lotte Horneman(V). De tre sidste medlemmer af udvalget skal udpeges af Fiskeriforeningen, LO Grenaa & Nr. Djurs og Dansk Arbejdsgiverforening. De nye udvalg er gældende fra den 1. januar 1998. I næste uges udgave bringer Grenaa Bladet en komplet fortegnelse over personsammensætningen af de øvrige udvalg, kommisioner, nævn og diverse bestyrelsesposter.Venstre ikke helt tilfredseVenstres Mogens Blach har følgende kommentar til konstitueringsaftalerne:

- Vi er ikke helt tilfredse, selv om Gert Schou i den givne situation har signaleret, at han ønsker et bredt samarbejde i byrådet med de poster, vi er blevet tilbudt efter S, SF og Grenaa-Listen har indgået en konstitueringsaftale. Der lå på valgnatten en aftale mellem S og os borgerlige om at stikke hovederne sammen inden der eventuelt blev indgået aftaler med SF og Grenaa-Listen, men den forhandling fandt aldrig sted. Resultatet var muligvis blevet det samme, som vi ser i dag, men det havde alligevel været på sin plads at holde aftalen. Men ok, der er da tale om en naturlig alliance mellem S, SF og Grenaa Listen, siger Mogens Blach til Grenaa Bladet.Ikke korrekt, BlachGert Schou har en lidt anden opfattelse af forløbet.

- Sandheden er den enkle, at alle forhandlede med alle, og at vi socialdemokrater med god grund følte, at vi var ved at blive hægtet af forhandlingerne på valgnatten. Mogens Blach kørte sit eget løb udenom os, og tabte spillet. Grenaa-Listen og SF kom til os, og vi fik strikket en fornuftig aftale sammen. Jeg har så på det grundlag forsøgt at give de borgerlige en meget stor del af kagen, og det synes jeg er lykkedes. Det er en klokkeklar invitation til det bredest mulig samarbejde. De får 1. viceborgmesterposten, formandsposten i Havneudvalget, flertallet i Teknisk Udvalg plus alle næstformandsposter i de stående udvalg. Derudover har de fået tildelt en lang række formandsposter i de mindre udvalg og i nævn og kommisioner, så der er faktisk tale om den bredeste konstituering i kommunens historie. Det er umuligt at gøre alle tilfredse, men det her er så tæt på, som man overhovedet kan komme. Vi har givet til alle sider, slutter Gert Schou, der altså udpeges officielt som Grenaa Kommunes nye borgmester tirsd

ag i indeværende uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000