08-12-1997

Containerlosseplads på Anholt skal efter alt at dømme flyttes!

Grenaa Blad logo

En meget stædig sommerhusejer på Anholt, advokat Erik Ryfelt, København, ser nu ud til at have fået skovlen under Grenaa Kommunes intention og vedtagne byrådsbeslutning om at placere en containerlosseplads i et fredet område på Anholt. Fredag den 28. november underkendte Højesteret i København en tidligere kendelse fra Landsretten, der gav kommune, amt og Fredningsnævn ret i, at det var ok at give dispensation for fredningen. Højesteret har også forlangt, at kommunen skal erkende det forkerte i ikke at have lavet en forudgående lokalplan(fase) for et sådant projekt. Fredningsnævnet er også blevet taget i skole af Højesteret, idet retten yderligere kritiserer nævn, amt og kommune for slet ikke at have taget højde for, at containerpladsen tillige ligger tæt ved et EU-fuglebeskyttelsesområde.

Formanden for Teknisk Udvalg, Mogens Blach(V), udtaler til Dagbladet Djursland, at kommunen - trods det alvorlige hak i tuden fra Højesteret - fortsat vil kæmpe for at bevare containerpladsen på Anholt, der hvor den ligger i dag - med alle lovlige midler, udtaler formanden, der dog ikke er alt for optimistisk på kommunens vegne ovenpå den klare kendelse fra Højesteret.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000