08-12-1997

Lars Olsen, Champions League og et Åbent Hus-arrangement!

Grenaa Blad logo

Efteråret 1997 på Hessel Gods:Lars Olsen, Champions League og et Åbent Hus-arrangement!Efteråret 1997 har budt på lidt af hvert for eleverne og lærerne på Hessel Gods Fodboldkostskole i Grenaa, fremgår det af det seneste nyhedsbrev fra skolen. Den 29. oktober fik man således besøg af den tidligere landsholds- og Brøndby-spiller Lars Olsen. Efter en lang og begivenhedsrig karriere - med EM-triumfen i 1992 som højdepunktet - har han nu lagt støvlerne på hylden og er blevet træner og leder i sin gamle klub Brøndby, der som bekendt er samarbejdspartner med fodboldkostskolen.

- Det er dejligt for fodboldspillet i Danmark, når tidligere topspillere vil give deres erfaringer og viden videre til den kommende generation. Det er jo også det, vi oplever med vores egen trænerstab i skikkelse af de tidligere landsholdsspillere Lars Lundkvist, Flemming Povlsen og Kent Nielsen, udtaler forstanderen Kurt Rasmussen.

Dagen med Lars Olsen startede med en omgang træning med eleverne, hvorefter skolens sponsorer var indbudt til et orienteringsmøde, hvorunder Lars Olsen fortalte løst og fast om sin fodboldkarriere.Mange gæster til Åbent HusSøndagen forinden - den 26. oktober - afholdt HGF sit første Åbent Hus-arrangement nogensinde. Spændingen forud for arrangementet var stor. Hvor mange ville der komme? Ville det blive en fiasko?

- Betænkelighederne blev gjort til skamme. Aldrig i skolens historie har der været så mange på skolen på én gang. Alt inventar måtte tages i brug for at skaffe siddepladser til alle. De fleste kom nok, fordi de var interesserede i næste skoleår. Men der kom også folk fra lokalområdet samt folk med en generel interesse. Der er her skabt et grundlag for en ny tradition på skolen, udtaler Kurt Rasmussen.Studietur gik til HollandTradition for en studietur om efteråret ud i i den store europæiske fodboldverden, er der allerede blevet skabt på skolen. Der er tillige tradition for, at turen går til Holland - således også i år.

Dog havde man også denne gang et par afstikkere til Tyskland for at se nogle rigtige europæiske topkampe. I år drejede det sig om Borussia Dortmund - Parma i Champions League og HSV mod Leverkusen i Bundesligaen med henholdsvis Thomas Gravesen og Jan Heintze på de to hold.

- Begge kampe var store oplevelser. Dog var opgøret i Dortmund nok turens højdepunkt. Vi oplevede den som et væld af stemninger, også fordi vi sad helt tæt på banen. I Holland var højdepunktet mødet med Morten Olsen efter vi havde overværet træningen hos Ajax Amsterdam, fortæller forstanderen.OptagelsesstævneDesuden har skolen afviklet det årlige optagelsesstævne i weekenden den 15.-16. november, hvor 45 håbefulde ynglinge mødte op for at lade sig måle og veje af skolens trænerstab. 28 fik den besked, at de var egnet til optagelse, mens 5 kom på venteliste. Resten måtte man afvise. Samtidig kunne skolen byde journalister og fotografer fra fire forskellige blade velkommen på stævnedagen. Det kom der en ganske omfattende pressedækning ud af.

- Og heldigvis meget positiv dækning, slutter Kurt Rasmussen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000